For nogle er der nok længe til jul, men Ole Moltsen tænker på jul stort set hele året rundt, og sæsonen for grønkål er startet på Lille Harpsø – Tårs.
Den 1. september blev de første kål sendt af sted til Super Brugsen i Løkken, hvor de skyllede og ribbede grønkål skal koges til grønkålsboller. Snart følger H.T. Superland i Tårs efter.

Den sort der høstes nu, er Vest Länder Halbhober, en tidlig sprød og smuk grøn kål som stammer fra Tyskland. En sort der er hurtig udviklet, men ikke holder, når først frosten sætter ind. Den senere sort, som høstes på Lille Harpsø, er Refleks, en kål der stammer fra Holland, og som er mere hårdfør.
En varm vind fra Sibirien førte kålmøl med til Danmark og gjorde stor skade på kålplanterne, nu såes kålen i april i bede med fibertex over, dette har gjort afgrøden bedre. Når planten har 6 8 blade sættes de ud med maskine – 2.000 – 3.000 stk i timen. Så der er noget at se til for Ole, da han ved siden af sit deltidslandbrug også har fuldtidsarbejde. Når de mange små planter skal sættes, er børn og svigerbørn en uvurderlig arbejdskraft – uden dem ville Ole aldrig nå i mål. Dette job foregår på en Massey Ferguson 35k 1964, denne lidt ældre model købte Oles far som helt ny til Lille Harpsø.
De ribbede og skyllede grønkål sælges også til private kunder og bemærk lige den smukke gamle Bukh traktor som transporterer kålen hjem til gården – en ældre sag fra 1961. Flot og nyrenoveret – blev som en overraskelse brugt til at transportere Ole og fru Anja fra kirke til forsamlingshuset, da de i 2023 blev gift.
Foto: Else Strauss Harpsø.


