For bare et par dage siden foreslog Jens Bambi og overtegnede som tidligere omtalt den gode Kurt Bærentsen, at man burde illuminere Hirtshals Fyr med blåt og gult lys for i lighed med utallige andre vartegn i den vestlige verden at vise solidaritet med Ukraine.
Den idé var Kurt Bærentsen straks med på, hvorefter han i sin egenskab af formand for Hirtshals Fyr Fond hurtigt kontaktede Søfartsstyrelsen. Sidstnævnte gjorde heldigvis eventuelle fordomme om langsommelige statslige styrelser til skamme og gav som allerede antydet fluks grønt lys.
Derfor er det nu en fornøjelse at kunne afsløre, at Bambilys allerede onsdag den 9. marts fra klokken 19 til 21 vil illuminere Hirtshals Fyr. Slava Ukraini!