Af Gry Bruun Nielsen
Byrådskandidat for Det Radikale Venstre
Hjørring Kommune
Mit æbletræ er 1 år gammelt – det har kæmpet med at levere 2 smukke æbler til mig og min familie, her i sin første sæson.
Får jeg flere æbler på mit lille æbletræ af at tælle dem, af at veje dem eller måske endda give dem et tal med en vurdering… NEJ!
På samme måde som mit æbletræ, bliver elever altså ikke dygtigere af at blive målt og vejet.
Vi skaber ikke den bedste folkeskole, ved evaluerer dem med den ene summative evaluering efter den anden.
Vi har brug for at skolerne i højere grad sættes fri. Frihed til at evaluere på den bedste måde, frihed til at inkludere når det giver mening og ikke mindst frihed til at planlægge den bedste undervisning – hvor og hvornår det er bedst for den enkelte lærer.
Og ligesom man på mit æbletræ skal kigge lidt ekstra godt efter, for at finde begge æbler – så er der også nogle gange brug for ekstra opmærksomhed, når elevernes styrker og kompetencer skal lokaliseres. Denne opgave kræver professionelle voksne, voksne der har mulighed for at yde sit bedste i deres arbejdstid.
Så nej tak til flidskarakterer og test for testens skyld og JA TAK til en skole der ser eleverne for dem de er og støtter dem i denne udvikling!