For et år siden blev Gry Bruun Nielsen for første gang valgt til byrådet i Hjørring Kommune. Efterfølgende blev den grønne byrod desuden betroet en post som formand for børne-, fritids-, og undervisningsudvalget, hvilket var en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse.
– Det var en stor oplevelse at opleve valget og ikke mindst opleve at mere end 700 mennesker satte sit kryds ved mig. Det var virkelig overvældende at det som første gangs opstillet lykkedes at blive den, der høstede fjerde flest personlige stemmer, lyder det taknemligt fra Gry Bruun Nielsen.
Det har været et vildt år for mit vedkommende, der har budt på mange ups and downs. Selvom jeg kun har haft mit politisk virke i cirka fem en halv måned, så er jeg glad og stolt over den politiske retning, der er sat. På trods af sparetider og hårde budgetter, så er jeg særligt glad for, at vi har formået at starte samtalen om en frihedsdagsorden på skoleområdet, noget af det som stod rigtig højt på min liste med valgønsker, uddyber Gry Bruun Nielsen.
– Jeg glæder mig til at fortsætte det politiske arbejde, slutter det radikale byrådsmedlem.