Den radikale Gry Bruun Nielsen, som er formand for Børne-, Fritids og Undervisningsudvalget (BFU) i Hjørring Kommune, har med stolthed læst det nyeste nummer af lærernes fagblad Folkeskolen.
Fagbladet har nemlig fokus på nogle yderst dedikerede medarbejdere, der fortæller om, hvordan der med stor professionalisme arbejdes med den specialpædagogiske tilgang i Hjørringskolen.
– De resultater, der er beskrevet i artiklen, er ikke opstået hen over natten, men har krævet hårdt arbejde og dedikerede medarbejdere. Det bliver derfor spændende at følge udviklingen og se, hvad en tilgang som denne, gør for vores fremtidige skolevæsen i kommunen, konstaterer Gry Bruun Nielsen.
– I Hjørring har vi en samlet specialskole-enhed. Placeret geografisk på flere undervisningssteder, men med fælles ledelse og værdigrundlag. En model, der har både fordele og ulemper, hvilket sikkert kan findes ved de fleste modeller for specialundervisningen. Hvilket også er én af årsagerne til, at vi har dedikeret det kommende år til en form for serviceeftersyn af vores specialskole-model, uddyber Gry Bruun Nielsen.
Formanden for BFU deltager i næste uge på Børne-Unge topmødet i Aalborg. Her vil hun sammen med kommunens direktør for området holde et oplæg om økonomistyring.
Alle med interesse for området bør utvivlsomt også i den kommende tid spidse ørerne, idet netop området under BFU nu skal analyseres grundigt som led i budgetforliget i Hjørring Kommune.
Analysen kan i sidste ende meget vel gå hen og få langt videre konsekvenser end de godt og vel 4 millioner, der i den anledning skal spares. Herunder måske også skolelukninger.
Alt er nemlig ifølge lokalpolitikerne i spil, hvad enten det gælder ledelse, ansatte, skoler og specialskoleområdet.
Læs hele artiklen om Hjørringskolen siden 30 til 35 her i Folkeskolen.