I min barndom var der masser af ørreder i Kjul Å. De fleste var dog undslupne regnbueørreder fra et dambrug nord for Kjulgården. Sidenhen har vandløbet ikke været i den bedste tilstand, om end det har haft bevågenhed hos ikke mindst Tannisbugt Natur og Vandplejeforening.
Team Natur hos Hjørring Kommune har imidlertid nu ved Medborgerhuset i Åbyen etableret en regulær gydeplads for vilde ørreder i Kjul Å. På en 45 meter lang strækning er der nemlig udlagt gydegrus, der skal bidrage til at rette op på den angiveligt fortsat dårlige tilstand.

Projektet skal med det nævnte gydegrus og flere skjulesten forbedre fiskenes mulighed for formering og levesteder. Smådyr og planter forventes således også at blive påvirket positivt, idet gruset og stenene vil øge antallet af velegnede habitater for disse.