Skolevangen var allerede fra morgenstunden fyldt med mennesker og traktorer – nogen var kommet for at heppe, andre for at ytre deres utilfredshed. Og dér – midt i morgentrafik og menneskemyldret – dukkede statsminister Mette Frederiksen så op med et følge af bodyguards og journalister. Hun blev modtaget af rektor Elsebeth Gabel Austin og budt indenfor på gymnasiet.
I den nyrenoverede fløj med vinduer ud til Skolevangen havde mange elever grebet chancen for at få et glimt af statsministeren – på Coronasikker afstand selvfølgelig. Mette Frederiksen var kommet for at få en snak med elever, lærere og ledelsen om, hvordan Corona-nedlukningen har påvirket gymnasiet. De særligt udvalgte elever var Frederik Hedegaard Thomsen 3y, Emilie Bech Mellerkær 2b, Marius Aagaard 2m, Camilla Thomsen 1l, Maria Smed 1x, Thomas Grøn Bendixen 3c og Julie Hauberg Hansen 2p.
De syntes alle, at det var en oplevelse at møde statsministeren:
– Det var en meget speciel oplevelse at møde statsministeren og se hende i virkeligheden i stedet for på en TV skærm. Vi var alle sammen meget nervøse, men Mette Frederiksen var meget imødekommende og gjorde hele mødet meget behaglig på trods af de mange kameraer og mennesker. Hun spurgte ind til hvordan det havde været for os gymnasieelever at være hjemsendt, og vi svarede, at det havde været hårdt både socialt og fagligt, forklarer Emilie.
Thomas og Camilla synes også, at det var en sjovt:
– Det var en fed oplevelse, specielt når hun tog sig tid til at besøge vores gymnasium ud af de mange andre gymnasier i Nordjylland.
Efter 45 minutter forlod statsministeren igen gymnasiet og hastede videre på sin rundtur i Nordjylland.