Torsdag den 18. januar fra kl. 19-21 afholder Hjørring Gymnasium orienteringsaften for kommende elever og deres forældre.
Så hvis man går i 9. eller 10. klasse på en af kommunens grundskoler, har man denne aften mulighed for at blive meget klogere på, hvad man kan efter sommerferien. Der vil være en masse information at hente om alle gymnasiets spændende studieretninger på STX og fagpakker på HF.
Aftenen starter med en kort fælles velkomst kl. 19, og derefter er der rig mulighed for at møde og tale med både elever og lærere på gymnasiet og at bevæge sig rundt i de flotte fysiske rammer. Man kan også opleve, hvordan undervisningen foregår i både de naturvidenskabelige, sproglige, samfundsvidenskabelige og kreative fag.
Der vil hele aftenen være fuld gang i undervisningen, og kommende elever og forældre kan også få en god snak med en studievejleder eller en læse-stavevejleder, hvis de har brug for det.
Der er ingen tilmeldingsfrist, så alle interesserede møder blot op til en inspirerende og udbytterig aften torsdag den 18. januar kl. 19 på Hjørring Gymnasium på Skolevangen 25.