Mandag aften dannede Hirtshals Tennis & Padel Klub ramme om et arrangement, der handlede om mere end sport. Under overskriften den gode samtale blev der spillet på banerne, delt tapas og sagt en stor tak til de donorer og sponsorer, der har gjort klubbens seneste projekter mulige.
Klubben benyttede lejligheden til at vise sine faciliteter frem og fortælle om de mange initiativer, der har styrket den lokale idrætskultur. Samtidig blev der kigget fremad: repræsentanter fra flere lokale fonde blev inviteret ind i dialogen om kommende drømme og aktiviteter, der skal gavne både byens og oplandets unge.
Formand og medlemmer understregede, hvor afgørende den økonomiske støtte har været for klubbens udvikling. “Vi er stolte og taknemmelige over den gavmildhed, vi møder,” lød det fra klubben, der ser samarbejdet som en investering i fællesskabets fremtid.
Aftenen blev rundet af med lækre tapasfade leveret af Café Møller – en gestus, der satte prikken over i’et på en begivenhed, hvor sport, netværk og lokal sammenhold gik hånd i hånd.


