Kan en ny, lokalt forankret højskoledag overhovedet gøre en forskel i en verden fuld af klimaforandringer, Covid-19 og krig i Ukraine?
Svaret er ubetinget: JA!, hvis man spørger initiativgruppen bag den nye Horne SommerHÅBskole, der for første gang løber af stablen på Horne Efterskole, lørdag den 2. juli.
Højskoledagen byder på hele 10 timers oplæg og foredrag af blandt andre folketingsmedlem og tidligere undervisnings- og kirke- og kulturminister Bertel Haarder, der giver sit bud på, hvordan vi holder liv i håbet og håb i fællesskabet.
Med årets tema ”Håb og natur” lægger SommerHÅBskolen sig i slipvinden efter det netop afviklede Naturmøde i Hirtshals. Det er derfor oplagt, at formanden for netop Naturmødet, Hjørrings borgmester Søren Smalbro fortæller om tankerne bag og perspektiverne frem.
Fra den lokale forening ”Jordforbindelsen” kommer Carsten Hjerresen og Katrine Halskov Vangsted. Sammen fortæller de om foreningens arbejde med netværk og fællesskab med naturen som omdrejningspunkt. Katrine Halskov guider efter frokost en meditativ gåtur gennem det smukke landskab omkring Horne. Turen ender i Horne Kirke, hvor naturvejlederen, tv-værten og frugttræsnørden Karsten ”Kortbuks” Hansen fortæller, hvordan med overskriften ”Man da kun kan æde det, man kan æde”.
Dagen kædes musikalsk sammen af musikeren, entertaineren og efterskolelæreren Hans Bilde, der i ægte højskoleånd inviterer til fællessang.
Uden mad og drikke dur en højskole ikke; derfor er der hele dagen sørget for lækker mad: Fra formiddagskaffen og den lækre frokostbuffet til aftensmaden, som nydes i solen ved Hirtshals Fyr. Her afrundes dagen med fællessang og en god fortælling.
Lokal forankring
Horne SommerHÅBskole er ny af navn og indhold, men højskole-formen er velkendt og gennemafprøvet gennem generationer. Ideen om en lokal sommerhøjskole er oprindeligt sognepræst i Horne og Asdal Kirker Liselotte Wiemers. Hurtigt fik hun Horne Efterskole og borger- og beboerforeningerne i Horne, Åbyen og Asdal med på ideen.
– Formålet er at fremme forståelsen mellem mennesker og udbrede tanken om den fælles glæde ved naturen og det fælles ansvar for det gode liv på jorden. Nogle vil kalde det: At tænke planetarisk, forklarer Liselotte Wiemer. – Vi ser det som vores fineste opgave at skabe håb, der kan opstå som en fugl Phønix af den afmagtsfølelse, mange af os oplever.
Håbet er at SommerHÅBskolen kan gentages hvert år; måske endda udvides til at vare flere dage.
Tilmeldingen er åben via hjemmesiden www.sommerhaabskole.dk. Det koster 475 kr. at være med hele dagen. Prisen inkluderer alle foredrag og oplæg, fuld forplejning, vin, øl, vand og kaffe. Seneste tilmelding er den 20. juni.



