Tornby Cup 2024 er i fuld gang denne weekend i Femhøje Idrætscenter, hvor U-13 piger og drenge fra forskellige klubber i Skandinavien, sammen med 256 andre hold, kæmper om vigtige point for at nå det ønskede mål: at stå i finalen søndag eftermiddag. Der skal spilles næsten 600 kampe, inden de sidste guldmedaljer bliver uddelt søndag eftermiddag.
HPR’s 10. klasser står for værtskabet, hvor de løser opgaver ved dommerbordene og står for salget i foyeren i Femhøje Idrætscenter og UCN-hallen. Desuden er HPR-eleverne også værter i tre haller i Park Vendia.
38 elever fra 10. klasse på HPR rejser i februar 2025 ned til venskabsskolen, Annegrethe Skolen, i Gambia. Her skal de samarbejde med jævnaldrende omkring FN’s verdensmål og sætte forskellige aktiviteter i gang for skolens 390 afrikanske elever.
Amalie Ydesen og Sofie Vittrup er nye elever på HPR, der glæder sig til rejsen til det lille vestafrikanske land i februar 2025. De ser frem til at opleve kulturen og få en kæmpe oplevelse, hvor de skal se skolen og opleve lokalsamfundet i den lille gambianske landsby, Misera. “At rejse i Afrika er ikke et normalt rejsemål, og det at besøge vores pennevenner og deres familier bliver en kæmpe oplevelse. Det er ikke en oplevelse man normalt kan få når man går i 10. klasse, fortæller Sofie Vittrup. Vi tror også, at vi på turen lærer at blive mere selvstændige og får styrket vores engelskkundskaber gennem samtaler med de gambiske pennevenner,” slutter Amalie og Sofie.
Som en del af forberedelserne til turen, er 10. klasses eleverne i gang med en trænerlederuddannelse under DGI i september/oktober, så de er godt rustet til at sætte forskellige aktiviteter i gang på Annegrethe Skolen. De elever, der rejser med til Gambia, lærer at “sige JA til noget, de normalt ville sige nej til” – en spændende udfordring. Her til Tornby Cup lærer vi men masse om os selv, og hvordan et så stort håndboldstævne fungerer fortæller Amalie Ydesen.
Viceskoleleder Henrik Frand-Madsen afslutter med, at man på HPR gør meget for, at eleverne i 10. klasse bliver set, hørt og forstået hver dag. Eleverne bliver udfordret, så de opbygger selvværd og får lyst til at tage de udfordringer, de normalt ikke ville tage.
10. klasses elevernes overskud fra Tornby Cup går til at skabe forskellige idræts- og frikvartersaktiviteter på Annegrethe Skolen i februar.