Hirtshals Camping har en af de bedste beliggenheder i Danmark helt ude på kanten til Skagerrak. Til gengæld ligger den også udsat, når stormen hærger.
I dag har ægteparret Bjarne og Bodil Mathiesen da også holdt skarpt og nervøst øje med forteltet til deres campingvogn, mens stormen Hans har hærget i Hirtshals.
– I nat ville jeg gerne have været hjemme, siger Bodil Mathiesen til TV2 Nord.
De sidste mange år er sommerferien blevet holdt på Hirtshals Camping.
– Vi har godtnok prøvet orkan her, men det plejer at vare et par timer. Det her har vi aldrig prøvet før, siger Bjarne Mathiesen, da TV2 møder ham tirsdag.
Det blæsende sommervejr har dog ikke afskrækket fra ægteparret.
– Vi bliver her til på søndag. Så kommer det gode vejr, siger Bodil Mathiesen.
Trætte af det
Den kraftige blæst og stormende vind har også givet travlhed i campingpladsens reception.
– Folk er bestyrtede. Vi har travlt med at hjælpe folk. Nogle rejser hjem. Andre sover i vores tv-stue, siger Conni Lønsman Eriksen, der er forpagter på campingpladsen i Hirtshals.
Tirsdag eftermiddag blev den kraftige blæst opgraderet til en regulær storm, da middelvinden blev målt til 24,7 meter i sekundet.
Kilde: TV2 Nord.