Daniel Krogh Jensen og Kristian Bak Hansen ved godt, der er store forventninger til deres deltagelse i Skills Danmark i Høng, hvor en lang række håndværksfag samles og dyster om at blive Danmarks bedste håndværkere.
De er begge murerlærlinge hos Hæstrup Murerforretning, hvor man allerede har én danmarksmester. I 2014 vandt Daniel Thomsen DM for flisemurere og efterfølgende fik han ved VM i Sao Paolo i Brasilien en flot Medal of Excellence, som svarer til en bronzemedalje.

Deres deltagelse er dog kommet i stand via deres to lærere Finn Pedersen og Lars Skibdal Schmidt, som prikkede dem på skulderen og spurgte, om de ikke ville lidt mere med deres fag. De to lærere er tilfældigvis også landstrænere for henholdsvis murere og flisemurere, og de spotter hurtigt talenterne. Lars Skibdal Schmidt:
– De fagligt dygtige elever springer hurtigt i øjnene, og de inviteres til vores ’nørdeklub’, hvor vi går lidt mere i dybden med faget. Her kan vi også udfordre dem lidt og se, om nogen har den rette indstilling. Det handler først og fremmest om at investere noget tid, så man fx bruger nogle weekender på at træne – det gør både Kristian og Daniel i øjeblikket. Og så skal der være noget engagement og en lyst til at udfordre sig selv med ny viden, nye værktøjer, nye teknikker og konkurrence, hvor tidspres, tilskuere og en svær opgave virkelig presser dem.
Begge lærlinge har modtaget deres opgave, som de skal lave i Høng. Daniel skal lave en mureropgave og Kristian en flisemureropgave. Det er svære opgaver, som de når at lave 3-4 gange, inden de skal i konkurrence. De har i alt 22 timer til opgaven, som fordeles ud, så de starter onsdag morgen og slutter lørdag formiddag kl. 10. Vinderen går videre til World Skills i Shanghai. Daniel har været med i murerkonkurrencen en gang tidligere, hvor konkurrencen blev afholdt i Hjørring Centrum, og her blev han nr. 4.

– Der kommer mange mennesker forbi, og de larmer og står tæt på. Det kan være stressende, men man lærer hurtigt at fokusere totalt på opgaven og lukke alt andet ude. I Høng kommer der sikkert endnu flere, end der gjorde i Hjørring, så det er sikkert lidt anderledes.
Kristian, som deltog i DM-konkurrencen for flisemurere på Tech College i Aalborg sidste år, glæder sig til konkurrencen:
– Vi er begge med for at vinde, og vi har trænet efter arbejde og i weekenderne. Mester bakker os godt op, og han kommer sikkert til Høng for at heppe lidt på os. Daniel Thomsen har hjulpet os med det mentale og hvordan, man holder fokus over hele konkurrencen. Jeg er sikker på, vi klarer os godt.
Kristian er udlært i efteråret 2021 og Daniel i september 23.


