Ejeren af en forvunden og måske stjålet hest, en rød islænder med navnet Dufa, hæver dusøren til 15.000 kroner for oplysninger, der kan få hesten hjem til området mellem Tversted og Tuen i Nordjylland.
Hesten forsvandt for cirka en uge siden, og ejeren, Annetta Elmo, har mistanke om, at den kan være stjålet og udlovede forleden en dusør på 10.000 kroner.
– Jeg er meget taknemmelig for den store interesse og omsorg. Der er nogle, der sender penge til mig og beder mig forhøje dusøren, da de ikke kan komme sig over, at hun er væk.
– Der er mistanke om, at hun kan være stjålet og måske er på vej ud af landet. Det er derfor vigtigt at handle hurtigt, hvis vi skal have hende hjem igen.
– Der er selvfølgelig fuld diskretion, så hvis du ved noget så tøv ikke med at tage kontakt. Det er muligt at aflevere både informationer og hesten anonymt, På telefon 20731055 oplyses, hvor hesten kan afleveres. NordsøPosten kan også formidle kontakten – det handler KUN om at få Dufa hjem i live.
– Signalement af hesten Dufa fra Risnalund; rød islænder hoppe med lys næsten hvid man og hale. gennemløbende hvid blis og en sort plet nederst på mulen. Cirka 138 centimeter i stang – 16 år gammel. Chip-nummer: 208224000240089. Opslaget må meget gerne deles. På forhånd tak!
Ejeren opdagede onsdag den 27. november klokken cirka 14, at Dufa var væk fra adressen på Europavej nær Tuen, Tversted og Bindslev. Trods alverdens søde mennesker, som har ledt vidt og bredt, er hun fortsat væk og ikke set siden.
Foreningen “Vi Finder hund” har ledt med termisk drone – også uden held.
Ejeren frygt for, at hesten måske kan være stjålet og har været væk i længere tid end først formodet, forstærkes af, at nogle hundeluftere har set en grønlig hestetrailer køre væk fra gården omkring den 20. eller 21. november, men de husker ikke præcis dato. Ejeren af gården, hvor Dufa stod opstaldet, kender intet til en grøn trailer.
Der eneste spinkle signalement af bilen, som trak traileren, er, at det ikke var en sort bil og heller ikke en lille bil.
– Vi skyder lidt i blinde og forsøger at holde alle muligheder åbne. Så hvis i kender til nogen, der ejer, eller har set en grønlig hestetrailer i området omkring den 20. – 22. november må i gerne give besked. Politiet er også informeret om de nye oplysninger.