Han blev ikke borgmester i hverken Hirtshals eller Hjørring Kommune. Men hans betydning for lokalsamfundet i Tornby kan ikke overvurderes. Ja, det drejer sig om halbestyrer emeritus Henning Sigsgaard, der lørdag eftermiddag fejrede sin 80-års fødselsdag i – selvfølgelig TIF-salen i Tornby Hallen.
Henning Sigsgaard fik ansættelse som formand hos tømrermester Orla Sørensen, Hirtshals i halvfjerdserne og slog sig ned i Tornby sammen med fru Hanne og 3 børn.
Selv om tilflytteren forsøgte ihærdigt, var det åbenlyst, at hans evner – både på fodbold- og håndboldbanen – var håbløse og utilstrækkelige. Som idrætsleder fandt han imidlertid den vej, der kom til at præge hans liv. Da Tornby Hallen blev opført i 1979, fik Henning Sigsgaard jobbet som halbetyrer og fungerede i det job i mange, mange år.
Sideløbende var Henning træner for adskillige håndboldhold og formand for Tornby Idrætsforenings håndboldafdeling i en lang årrække. Han har således en meget stor del af æren for håndboldens succes i Tornby, hvor klubben – trods byens beskedne størrelse – aktuelt kan præstere divisionshold hos både mænd og kvinder. Tilblivelsen af den årlige Tornby Cup, hvor omkring 2.600 håndboldspillere fra ind- og udland hvert år får en håndboldoplevelse i Tornby, kan også tilskrives Henning Sigsgaard.
Sideløbende med sin indsats for idrætten i Tornby har Henning også haft tid til at gøre en politisk indsats. Gennem flere perioder repræsenterede han Tornby i Byrådet – valgt på Borgerlisten. Med stor list og tæft sikrede han som politiker, at Tornby blev pænt tilgodeset i det politiske spil. Men, når man både i skrift og tale ikke er bange for at stikke snuden frem, så kan det give en på tuden.
Det har dog aldrig afholdt Henning for at kæmpe videre for sine holdninger – og for Tornby. En ukuelig stædighed gennem 14 år udmøntede sig bl.a. i, at Tornby Hallen i 2017 kunne indvi en stor tilbygning med bl.a. ekstra træningsfaciliteter og et fitnesscenter.
Selv om Henning Sigsgaard således gennem hele livet har haft en kæmpestor berøringsflade og indflydelse på mange felter, har han også – med rettidig omhu – formået at finde sine afløsere og videregive kasketterne og ansvarsområderne, når tiden var inde. Det kendetegner en person af format.
Posten som turneringsleder for Tornby Cuppen klæber sig dog fortsat til Henning Sigsgaard. Herudover er han også aktiv i Friplejehjemmet Asbjørns støtteforening.
Trods sine nu 80 år er Henning fortsat habil og hurtig på en tennisbane, hvor modstanderne skal stå tidligt op for at slå ham.
Fra NordsøPosten – og fra hele Tornby – skal der lyde et stort tillykke til Hennings Sigsgaard med den runde dag og med et ønske om et fortsat godt, aktivt og indholdsrigt liv.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.