Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole i Hjørring har en drøm om at rejse en 10 hektar stor Folkeskov, som alle skal have adgang til, og drømmen bliver lige om lidt realiseret.
Spørger man på Halvorsminde, er der adskillige gode grunde til at plante en skov. En skov køler kloden ned og indkapsler den CO2, som overopheder den. En skov skaber levesteder for et væld af dyr og planter og sikrer en større biodiversitet.
Og en skov skaber et fantastisk rum, hvor børn og unge kan udvide deres horisont og komme tæt på den natur, de alle er en del af. Den nordjyske efterskole har investeret i et markareal for at sikre, at den også i fremtiden har den nødvendige plads til at drive skole og ikke bliver opslugt af byudviklingen. Senere i april bliver en del af arealet dækket af helt unge træer, der skal vokse sig til en stor og mangfoldig folkeskov. Det fortæller skolens forstander Jens Beermann.
– Vi har drømt om at rejse en skov ved vores skole i adskillige år. Rejsen hertil, hvor vi snart sætter de første træer i jorden, har været lang, lærerig og udfordrende. Det er derfor enormt opløftende, at det er lykkedes for os. Ud over at sikre en eftertid med lidt mere natur, skaber vi et aktivt læringsrum for vores elever nu og i fremtiden, siger han.
Folkeskoven etableres i samarbejde med skovrejsningsorganisationen Growing Trees Network og ved hjælp af donationer.
Af de i alt 40.000 træer bidrager virksomheden Sunset Boulevard med de 25.000. Selv om der umiddelbart kan synes at være langt fra et skovplantningsprojekt i Nordjylland til en stor dansk burgerkæde, giver donationen ifølge Sunset Boulevards administrerende Jens Broch god mening:
– Siden 2020 har vi i samarbejde med Growing Trees Network plantet danske folkeskove i stedet for at uddele legetøj i vores børnemenuer. Som dansk familie-restaurant giver det rigtig god mening for os og vores gæster at bidrage positivt til de lokalsamfund, vi er en del af, Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole i Hjørring har en drøm.