Gennem hele efterårssæsonen har spillerne på Hirtshals Boldklubs førstehold i serie 2 leveret sejre og flotte præstationer, og holdet sikrede sig allerede for fjorten dage siden oprykning til serie 1. Lørdagens kamp på Schlie Arena var derfor reelt uden betydning for hjemmeholdet, mens modstanderne fra HI havde nedrykningsspøgelset tæt inde på livet.
HI startede også kampen meget offensivt og bragte sig foran allerede efter 9 minutter. Hirtshals lod sig dog ikke slå ud, men lykkedes med flere flotte kombinationer at bringe sig på skudhold – specielt fra banens højre side. På et hurtigt gennemspillet angreb sendte Juan Esteban i det 16. minut en hård flad bold ind i feltet fra højre kant.
Her var Nicolai Bønkel Pedersen hurtig i opfattelsen og tordnede bolden ind bag modstandernes målmand til udligning. I det 36. minut var det Mads Ladefoged, som brød igennem i højresiden og serverede bolden for fødderne af Nicolai Pedersen, og så var Hirtshals foran 2-1, hvilket også var pausestillingen.
Efter pausen dalede spillets kvalitet markant, og spillerne fra HI pressede på for en scoring mod et Hirtshals-hold, der ikke gjorde stort væsen af sig. Man skulle dog helt hen til 2. halvlegs overtid, førend HI scorede det udlignende mål, der endegyldigt sikrede det hold endnu en sæson i serie 2.
Selv om dagens kamp blev en halvlunken oplevelse for de frysende tilskuere, skal der dog lyde en stor ros til Hirtshals-holdet, der gennem hele sæsonen har spillet rigtig flot og slutter på en suveræn førsteplads i rækken med hele 32 points – 8 mere end Strandby–Elling på andenpladsen. Stort tillykke til spillerne, trænerstaben og hele klubben.
Hirtshals Boldklubs andethold i serie 3 skulle i dagens hjemmekamp mod Frederikshavn bruge 3 points for at sikre sig sin forbliven i rækken. Med en sejr på 4-1 lykkedes den opgave til fulde, og holdet spiller derfor også i serie 3 næste sæson.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.