Herboende færinger har i årtier bidraget positivt til erhvervslivet, hvilket især gælder indenfor fiskeriet, men nu kan Færøernes positive indflydelse også mærkes på anden vis i Hirtshals.
Handelschef Per Martensen fra Hirtshals Handel & Erhverv samt butiksindehaverne i havnebyen har nemlig god grund til optimisme for tiden, hvilket ikke mindst skyldes det færøske rederi Smyril Line.
Denne lidt forblæste lørdag formiddag anløb Smyril Lines flotte færge Norröna nemlig Hirtshals Havn med en stor flok købelystne kunder fra Færøerne.
Glæden og optimismen deles derfor også af butikschef Gitte Elling hos Brinck Isenkram, der tydeligt om lørdagen kan mærke mere liv på Nørregade i Hirtshals.
– Det var især sidste lørdag, vi oplevede flere færøske kunder i butikken, men da var der også et arrangement med musik i det færøske hus Malta, fortæller Gitte Elling.
Det store rykind af færinger kan de forretningsdrivende i høj grad og som allerede nævnt takke rederiet Smyril Line for, idet der sidste weekend var 300 og denne lørdag 200 færinger med til Hirtshals. Udenfor højsæsonen arrangerer rederiet simpelthen nogle attraktive ture specielt målrettet færinger, der så gør en festlig og fornøjelig tur ud af den ellers lange sejlads over Nordatlanten, Nordsøen og Skagerrak.
Rederiet stiller faktisk busser til rådighed, som fragter de færøske besøgende fra Nordsøterminalen op til midtbyen, hvor de så kan gøre deres indkøb i de mange forskellige butikker i Hirtshals. Færgen ligger nemlig kun i havn fra klokken 11 til 15, hvilket er for kort tid til, at færingerne kan nå til Aalborg endsige bare Hjørring, før kursen atter sættes mod Færøerne.
Handelschefen understreger imidlertid vigtigheden af, at butikkerne så også lige holder åbent de par timer længere om lørdag, når de får besked om, at der er ekstra mange færinger på vej.
Takket være et samarbejde med mellem Per Martensen og Smyril Line får handelschefen nemlig allerede om fredagen besked om, hvor mange færinger, der er på vej med Norröna.