Det er i kraft af byens helt særlige stilling med en driftig færgehavn, hvor til og fra et hav af turister sejler, at det igen i år er lykkedes for butikkerne at kunne holde åbent alle påskedage i Hirtshals.
Det glæder naturligvis handelschef Per Martensen fra Hirtshals Handel & Erhverv, som vi forleden i samme ærinde havde sat stævne hos butiksbestyrer Else Andersson i Ny Form ved Den Grønne Plads.
– Det er ekstra glædeligt, at lokalpolitikerne igen har godkendt vores ansøgning, fordi der simpelthen sker så meget ikke mindst med officielle åbninger af større udstillinger og events i Hirtshals. Forleden kunne vi læse i NordsøPosten, at det lokale udlejningsfirma V·Kysten melder næste alt udsolgt i påske, lyder det fra Per Martensen.
Butiksbestyreren hos Ny Form bekræfter, at hun og de andre ansatte allerede i sidste weekend har bemærket betydeligt flere turister og gæster i havnebyen, hvor en del butikker i forvejen holder åbent mange søndage.

Foråret kommer da også til at betyde ekstra mange aktiviteter i Hirtshals. Skærtorsdag og langfredag slår Hirtshals Turistforening døren op til det traditionsrige påskemarked i Den Svenske Sømandskirke. Ligesom flere kunsthåndværkere har åbent og der er sæsonåbning i Fun-Park.
Dernæst inviterer Hirtshals Handel & Erhverv lørdag den 3. maj fra kl. 10 til 13 til en event kaldet Børnenes Trafikdag på Den Grønne Plads.
– Det bliver en spændende og lærerig formiddag, hvor der kommer fokus på trafiksikkerhed for de mindste op til 10 år, hvilket sker gennem leg, bevægelse og sjove aktiviteter. Det er oven i købet en gratis aktivitet, forklarer Per Martensen.

Børnene får blandt andet mulighed for at lære, hvordan man færdes sikkert i trafikken, samtidig med at de får masser af aha oplevelser undervejs. Som en fin afslutning får alle deltagende børn et diplom med hjem som et minde om en sjov og udbytterig dag.
– Vi er meget glade for, at Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel har valgt at støtte denne aktivitet, tilføjer Per Martensen.
Dernæst kan man se frem til lørdag den 10. maj igen fra kl. 10 til 13 med Dragefestival og Børnekræmmermarked på Den Grønne Plads
– Til dragefestivalen kan hele familien være med til at bygge kreative drager af genbrugsmaterialer og naturligvis med kyndig vejledning fra erfarne dragebyggere. Det bliver en hyggelig og gratis aktivitet for både børn og voksne, uddyber Per Martensen.
Til børnekræmmermarkedet kan børn gratis få deres egen stand og sælge alt fra legetøj og bøger til tøj og cykler. Det er dog ikke tilladt at sælge mad eller drikkevarer.
Opstilling kan ske fra kl. 9.30, men og deltagelse kræver tilmelding på mail til handelschefhhe@gmail.com eller på mobil: 27 52 18 78.
Link til relaterede artikler