Hjørring Kommune har som tidligere omtalt forlængst besluttet at igangsætte procedure for ophævelse af lokalplan 270.8 for Hirtshals midtby med henblik på ophævelse af kravet om helårsbeboelse, hvilket nu efter grønt lys i Teknik- og Miljøudvalget bliver en sag at tage stilling til i byrådet hos Hjørring Kommune.
I den forbindelse har DR P4 Nordjylland onsdag morgen talt med handelschef Per Martensen fra Hirtshals Handel & Erhverv. Handelschefen har tidligere været afvisende overfor forslaget om at ophæve helårsstatus, men om han efterfølgende er blevet klogere, ved han med egne ord ikke. Til gengæld har han nu et mere nuanceret syn på sagen.
Handelschefen giver således udtryk for at kunne se både fordele og ulemper ved at ophæve kravet om helårsbeboelse i Hirtshals. Til den positive side nævner han, at nogle af de dårligst vedligeholdte huse utvivlsomt vil få et løft efter en ændret status, hvor de indrettes til fritidshuse af ejere med råd til at istandsætte dem.
Til den negative side tæller ifølge Per Martensen, at butiksejere risikerer at miste noget omsætning, idet feriegæsterne i sagens natur kun handler lokalt, mens de opholder sig i Hirtshals. Handelschefen var onsdag morgen ikke meget for yderligere at uddybe sit syn på sagen, som ifølge ham deler vandene i havnebyen.
Med til historien hører, som byrådsmedlem Michael Engbjerg (V) i et debatindlæg har påpeget, at byen siden 2006 har været ramt af fraflytning. Indbyggertallet er i perioden fra 2006 og frem til 2022 faldet fra 6.498 til 5.581 indbyggere, hvilket vil sige et fald på ikke færre end 917, fastslog altså Michael Engbjerg.
Link til tidligere artikel
Forslag til aflysning af lokalplan for helårsbeboelse i Hirtshals