Af Hanne Drejergaard Kjeldsen
Vejbyvej 406
Løkken
Til Jeppe Bruus, Minister for Grøn Trepart, og Lars Aagaard, Minister for Klima, Energi og Forsyning,
I er mandag den 7. oktober inviteret til at indvie det nye pyrolyseanlæg på Smidstrupvej i Smidstrup.
Ved at deltage i denne begivenhed kommer I til at blive statister i et drama, som drejer sig om at lægge fire landsogne i graven.
I skal den 7.10. klippe den røde snor til det, der ifølge Agri Energy, er det største pyrolyseværk i verden. Desværre ligger det lige i centrum af et fem-sognspastorat – en demografisk og geografisk skrøbelig størrelse, men med et fornuftigt bosætnings- og turistpotentiale, hvis ellers det fik lov til at udvikle sig.
Agri Energy er nu en kolonne 2 virksomhed – i landzone! Med deres ansøgning om udvidelse risikerer vi at få en kolonne 3 virksomhed i et område, hvor infrastrukturen faktisk ikke kan klare det transportbehov, som virksomheden har nu.
Det er ubegribeligt, at så stor og farlig en industrivirksomhed er kommet til at ligge i landzone Borgmester og ejer af anlægget indrømmer begge i pressen, at det skulle have ligget et andet sted med bedre infrastruktur, der kan klare den tunge trafik. Al kørsel – både tunge traktorer med tunge landbrugsmaskiner og -vogne og lastvogntransporter – skal igennem små landsbysamfund: Smidstrup, Rakkeby, Harritslev og Vejby.
Hvordan er det så sket? Hvordan er det kommet dertil at skellet mellem landzone og industrizone er helt mudret til?
Det er de små skridts taktik, der har været anvendt.
Ejerens eget narrativ beretter om et ”lille” gårdanlæg, der blev til verdens største pyrolyseanlæg. Det er næsten som en nordjysk udgave af den amerikanske drøm.
MEN …for der er mange men’er:
Virksomheden vil nemlig ikke være rentabel med mindre den får lov til at udvide biogasdelen til det 3-dobbelte og trafikken til det 4-dobbelte, hævdes det.
Det ansøger de for øjeblikket Hjørring Kommune om at lokalplanlægge for.
Og det er her dramaet om de fire sognes dødskamp kommer ind i billedet. For al transport af biomasse ud og ind af virksomheden kommer til at foregå på kommuneveje, der aldrig har været beregnet til trafik af de dimensioner. Fire små landsbysamfund ligger jo langs den rute helt ud til vejen, hvor lastvognstog kommer til at køre i pendulfart. Det er oprørende, at de ansvarlige myndigheder synes, det er i orden.
Der står i materialet, at virksomhedens personale er blevet professionaliseret den senere tid. Dette er muligvis ment som en beroligelse. Men jeg håber da, at de har været professionelle hele tiden.
Alligevel betyder sådan et udsagn, at uroen sniger sig ind. Har det været svært at trække højt specialiseret personale til Nordjylland? Og er det på den baggrund betryggende med en kolonne 3 virksomhed her?
Hvordan skal de små samfund overleve det? Det er slemt nok, som det er nu. Hvordan vil det ikke blive i tilfælde af en udvidelse?
Er det rimeligt, at den grønne omstilling rammer så hårdt og faktisk skaber ofre?
Jeg håber, I vil have alt dette in mente mandag den 7. –. altså tænke på de ofre, der ligger og gisper i kølvandet efter denne virksomheds katamaranagtige sejlads.
Tænk så også på, at når I kører ind til anlægget ad den flotte asfalterede vej, så kører I på omkring 16 ton kategori 3 slagger – altså dem med tungmetaller og batterirester. Der ligger også 8 ton under en plansilo, som er anbragt ovenpå det lokale vandværks vandindvindingsområde.
Vi har endnu noget forbandet godt drikkevand her på egnen. Så længe vi har det, kan vi altid brygge en kop kaffe. Hvis I har tid på mandag, kan I jo kigge forbi.