Af Hans Wendelboe Bøcher
Horne
Når man kører gennem Blokhus Klitplantage mellem Hune og Blokhus, står der kort før, man når Blokhus, i en lille lysning i skovkanten på nordsiden af vejen, en buste af forfatteren Thomas Olesen Løkken (1877-1955).
Han voksede op med at vogte løsgående får i klitterne, blev udlært skomager i Hjermitslev og drev egen forretning i Rubjerg i 1895. Senere blev han cykelfabrikant, og dernæst mekaniker i Vrå. Så var han chauffør og ansat ved Vendsyssel Venstreblad. 1915-17 udgav og skrev han Vraa Avis, så blev han boghandler i Løkken, inden skrivelysten for alvor tog over og fyldte hans liv og mange danskeres boghylder.
Forfatterskabet omfatter en anselig samling romaner, noveller og en hel del digte. Det gennemgående tema for romanerne er den moderne bondes kvaler i 1900-tallet, hvor han ofte benyttede folk, han kendte, som sine karakterer.
Og i årene 1929-53 udgav han flere romaner med emner fra fiskernes liv – særligt “Bjørn Strand”, der fortæller historien om anlæggelsen af Hirtshals havn, er gribende og spændende, som dele journalistisk dokumentar og letfordøjelig trivialnovelle-stemning. Også livet i Vildmosen og den religiøse vækkelse i Vendsyssel danner baggrund for social-realistiske roman universer.
Tobinds-romanen “Ungdom går i gang” (1938) er en autobiografisk skildring af hans egen urolige ungdomsår. Mens indtryk fra et helt års rundrejse i USA er samlet i den friske bog “Danmark i Amerika” (1950).
Olesen Løkken har altid eksisteret i min bevidsthed. Helt fra jeg vae ganske lille, har jeg nysgerrigt kastet et blik fra bagsædet på den stoute stenbuste i skoven mellem Hune og Blokhus, når turen gik til familiens sommerhus. Jeg var lige dele nysgerrig og bange – det sidste, fordi han så så brysk og barsk ud, med korslagte arme og enorme øjenbryn af granit.
Og ikke sjældent har min far, der selv kom i Blokhus som barn i 40’erne og de tidlige 50’ere, fortalt, hvordan han sad på skødet af den gamle forfatter, der nok kunne fortælle en historie eller to, i haven foran “Kancelligaarden”.
Og, minsandten om ikke jeg forleden på 26. år kunne fejre bryllupsdag med et af Thomas Olesen Løkkens mange tipoldebarn. Verden er ofte ikke særligt stor …!
I morgen er der sankthansaften. En af årets smukkeste traditioner. Særligt holder jeg umådeligt meget af Drachmanns “Midsommervise” – og måske endnu mere af P. E. Lange-Müllers smukke melodi.
Men i år – på 90 års afstand – vil jeg supplere med Thomas Olesen Løkkens, barndommens stoneface, del af mine ungers genetiske medgift; i år vil jeg supplere stemningen og aftenen med Olesen Løkkens “Midsommersang” fra samlingen “Sange fra Vendsyssel” (1934).
Teksten byder på både eng og sky og “markens lyse blomme”. Og også “lysets stråleglans” og “Trold ved Sankthans”. Alligevel bliver den næppe nogensinde konkurrent til Drachmann, men den kan alligevel noget. Det kan den:
“Kom ud, kom ud, du Vandrer fra Byens Jag.
Hør Havets Sang mod Stranden den lange lyse Dag.
Ja, duk dig i Naturen, ti den er rig og god.
Den kvæger Sjæl og Sind og gør saa sundt dit Blod.”
