Lærergerningens vilkår er meget forskellige rundt omkring i verden, og mange steder er behovet for bedre skolegang kolossalt.
Der er i dag globalt stadig mange millioner børn, der ikke kommer i skole. Dette skyldes blandt andet en katastrofal mangel på lærerkræfter.
I over 100 lande fejres Lærerens Dag 5. oktober. Fokus er på lærerens vitale rolle både som underviser, men også som medvirkende til at udvikle aktive medborgere i et moderne samfund. Lærerens Dag er også med til at sætte fokus på, at uddannelse er en fundamental menneskeret.
Det er det internationale lærerforbund, Education International, som hvert år koordinerer lærerdagen på globalt plan. I Danmark er det Danmarks Lærerforening og IBIS, der arrangerer lærerens dag.
Sammen ønsker vi at sætte fokus på vigtigheden af lærerarbejdet, der i Danmark er med til at udvikle og forme fremtidens borgere, og som i udviklingslande spiller en kæmpe rolle i bekæmpelse af fattigdom.