Ugen op til skolernes efterårsferie var en magisk uge på Sindal Privatskole i Hørmested. Det vrimlede med troldmænd og hekse, der sammen fik magien ved sammenhold og trivsel til at vokse blandt eleverne i ugens Harry Potter univers.

– Vi har valgt Harry Potter som tema til vores emneuge, idet handlingen i dette univers udspiller sig på en skole, hvor fællesskab, sammenhold, loyalitet og ærlighed vægtes højt. Samtidig er Harry Potter universet spændende og tiltaler børnene, som er vildt engageret i de forskellige opgaver, der alle har et undervisningsmæssigt sigte, fortæller den nye skoleleder Linn Cecilie Ancher Østergaard.

Emneugen blev indledt med en tur i Hogwartsekspressen, hvor eleverne blev optaget på et af de fire kollegier, Gryffindor, Hufflepuff, Ravenclaw og Slytherin, og herefter kreerede de flotte tryllestave og kapper.

Hver dag blev indledt med morgensang og et godmorgen til de fire kollegier. Og så begyndte magien. Eleverne skulle løse opgaver hos professor Lyngsoe i magiens mode, møde fantastiske væsner hos professor Bonde og lave eliksir hos professor Jürgensen. Der var flyvning ved professor Rosenberg, professor Wang kom med spådom, og hos professor Eg var der naturens magiske virkninger. Professor Rubeck forsvarede eleverne mod mørkets kræfter, og der var magisk skrivning hos professor Van Tran.







Løbende besøgte eleverne hinandens kollegier, og der blev kåret en vinder af Kollegiepokalen.

Efter sådan en spændende emneuge, var det godt, at det hele blev afrundet med skolernes motionsdag, og så var alle klar til efterårsferie.
Harry Potter universet handler om Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab, normalt omtalt som Hogwarts, som er en fiktiv skole, der findes i J.K. Rowlings romanserie om Harry Potter. Det er en skole, hvor hekse og troldmænd mellem 11 og 18 år fra Storbritannien kan lære magi.

På skolen er der fire kollegier med hver deres særpræg: Gryffindor vægter tapperhed og mod højt. Hufflepuff er for de loyale, gode og ærlige. Flid og venners ven vægtes også højt. Ravenclaw er kollegiet for de intelligente og kloge. Slytherin er for de som ingen midler skyr, for de ambitiøse og dristige.