Siden 1984 har frivillige pensionerede fiskere og vodbindere m.fl. fra Haveholdet demonstreret deres spændende håndværk og fortalt røverhistorier fra de syv have på vendelbomål i Hirtshals Museums hyggelige have. De slår reb, bøder net, fremstiller flaskeskibe og hjælper gæsterne med at fremstille deres egne sjippetove, langreb og meget andet.
Gennem de seneste 31 år – fratrukket et enkelt år med corona – har de frivillige i Fiskekrogen ligeledes serveret retter med fisk fra en lille bod i haven, og dermed kan gæsterne i juli måned på en gang få stillet sulten og smage på den lokale madkultur og nogle af de råvarer, som familier på Hirtshalsegnen gennem mange år dagligt fik serveret i forskellige afskygninger.
I år fortsættes traditionerne omkring disse aktiviteter, og de to flotte jubilæer skal selvfølgelig markeres. Derfor er der i år skruet ekstra op for aktivitetsniveauet i museumshaven, hvor der vil blive holdt jubilæumsreception mandag den 1. juli kl. 15. Her står Midt i ugen for den musikalske underholdning, og der serveres lidt godt til ganen.
Alle er velkomne til receptionen og entreen er i denne særlige anledning gratis. Herefter vil der ugentligt være live musik, der holdes ugentlige bjeskforedrag ligesom pilefletterne kommer på besøg hver onsdag. Den lokale Flemming Stange vil iført høj hat læse eventyr for børn og barnlige sjæle hver tirsdag, og som en tak til byens borgere for i høj grad at have bakket op omkring aktiviteterne i haven gennem de seneste 40 år gives der halv pris på entreen hver torsdag til gæster bosiddende i postnummeret 9850. Det fulde program for aktiviteterne kan hentes på Hirtshals Museum.
Aktiviteterne foregår mandag til fredag fra kl. 10-15 i hele juli måned på Hirtshals Museum, Vanggårdsgade 10B, 9850 Hirtshals. Museets udstillinger er ligeledes åbne alle søndage kl. 11-15, hvor der dog ikke er aktiviteter i haven.
Tovholderne og de frivillige glæder sig til at byde museets gæster velkommen til Hirtshals Sommerhave. Tjek hele programmet nedenfor.