Der udkommer den ene kloge, smukke, fantasifulde billedbog efter den anden. Nu er der mulighed for at opleve en af de bedste tegnere, vi har.
– Hun hedder Anna Jacobina Jacobsen, og hun har fundet på historien om en pige, der er lidt for meget alene på sin ”Ø” – som bogen hedder. Men så en dag hvor hun vil spise en sardinmad, opdager hun en lille havfrue nede blandt sardinerne. De bliver venner, de leger sammen, og måske ender det hele godt, fortæller Steffen Larsen, som er børnebogsanmelder ved Politiken.
– I det gamle vodbinderi på Vesthavnen i Hirtshals kan man lige snart opleve bogen omsat til håndgribelighed. Man kan se pigens hus, havets planter, havfruen i badekaret og meget mere, tilføjer Steffen Larsen.
Man kan også købe bogen ”Ø”, (som i øvrigt fik Kulturministeriets illustratorpris). Udstillingen varer fra på lørdag og hele efterårsferien ud. Den er arrangeret af Bibiana. Ø kan også købes i den lokale Bog & idé.
Det bliver en oplevelse for alle aldre. Kom trygt!