Strengt taget hører en hammel hjemme i gamle dages landsbrugssamfund, da der er tale om en tværbom til et forspand af heste. Ikke desto mindre passer vendingen med at trække på samme hammel perfekt til en karakteristik af, hvad de frivillige præsterer så flot til adskillige arrangementer i havnebyen Hirtshals.
Frivillige skal imidlertid også her forstås bredere end medlemmer af en forening eller klub, der ulønnet stiller sig til rådighed for at tjene en given sag i denne eller hin sammenhæng. Frivillige er nemlig i denne sammenhæng også de indehavere af virksomheder, ledere og selvstændigt erhvervsdrivende samt ansatte, som stiller varer, tjenesteydelser eller arbejdskraft til rådighed ved netop Hirtshals Fiskefestival.
Nogen vil måske mene, at virksomhedsejere som motiv kan have, at de profiterer af en mulig promovering, men hvis man besøger den igangværende event får man sandsynligvis snarere indtryk af, at motivationen er lokalpatriotisme og dermed en fælles kærlighed til byen og egnen samt selvfølgelig først og sidst den fantastiske råvare i form af frisk fisk, der hentes direkte fra havet ud for Hirtshals.
Tag nu bare den tidligere havnedirektør Jens Kirketerp Jensen, der kommer kørende langvejsfra for at tage ansvar for koordineringen af de mange frivilliges gøren og laden i teltet Bølgen, hvor der filetteres og steges samt sælges fisk og drikkevarer på Sydvestkajen. Ikke at forglemme Poul Ole Nielsen, som fortæller om fiskenes biologi, hvori han assisteres kompetent af Sylvia Berglund fra Nordsøen Oceanarium.
Udenfor teltet er der De Røde Veteran Lastbiler og museumskutteren HG 164 Johs. Hejlesen. Ligesom Berit og Jan Woller inviterer om bord og fortæller om livet som fisker på HG 236 Milton. Eller for den sags skyld ovenfor Trappen, hvor der er musik i Marineforeningens telt på parkeringspladsen ved Hirtshals Kro samt akvavitsmagning i Skibet forestået af kokken Ole Kjærsgaard Nielsen.
Fælles for dem alle, vel at mærke også de talrige slidere, der ikke her er nævnt, er lige præcis lysten og viljeen til uselvisk at ville trække på samme hammel. I artiklen nedenfor finder man hele programmet.
Fredagens og lørdagens store program ved Hirtshals Fiskefestival 2023
Hirtshals Fiskefestival 2023 skudt i gang af borgmester Søren Smalbro