“Havnedag for alle” bliver afholdt torsdag kl. 16.30 og vil foregå via livestream i stedet for fysisk fremmøde. På grund af den nuværende Covid19-situation i Hjørring Kommune, så har Hirtshals Havn valgt at afholde arrangementet online.
Det er som bekendt en tradition, at Hirtshals Havn hvert år afholder “Havnedag for alle”, som er et offentlighedsmøde, hvor alle interesserede kan møde op og høre om, hvad der er sket på havnen i løbet af året, og hvad der er af planer for den kommende tid.
Klik ind “Havnedag for alle” i eftermiddag og hør mere om Hirtshals Havn i tal, status på godstransporten og godsbaneterminalen, nye tiltag inden for fiskeriet, arbejdet med FNs 17 Verdensmål samt en kort orientering om den kommende havneudvidelse.
Sidst men ikke mindst, så vil Hirtshals Havns sponsorater for 2021 også blive uddelt.