Karina og Kaj fejrer i år de første fem år med Havrevang i Lønstrup, hvor der er plads til afslappede ferier og hyggelige selskaber.
– 2023 bliver et spændende år for os, hvor vi begynder at tilbyde forskellige nye muligheder på Havrevang, blandt andet, at firmaer kan holde kursusophold og dagsmøder hos os. Vi har desuden indledt et spændende samarbejde med den lokale musiker og sangskriver Lars Jakobsen, hvor vi har et hyggeligt koncept for grupper med byvandring i Lønstrup, musikalske fortællinger og fællessang med Lars Jakobsen kombineret med frokost og kaffe hos os, oplyser parret.
– Vi er enormt privilegerede, da weekenderne på Havrevang allerede er booket godt op, især med bryllupper og også sommeren med feriegæster, så nu satser vi på at kunne skabe mere aktivitet i hverdagene i ydersæsonerne.
Karina og Kaj fejrer den 3. marts klokken 13-16, at de den 31. december 2017 for første gang stod med nøglerne til Havrevang i hånden. Parret håber at se tidligere og kommende gæster, samarbejdspartnere, naboer, venner af huset og alle andre, der har lyst til at kigge forbi til nogle hyggelige timer.
Flere af Havrevangs samarbejdspartnere har takket ja tak til at komme og give en smagsprøve på, hvad de kan tilbyde. Det er:
Mad, Martin Kok, Sindal
Musik, Lars Jakobsen Duo
Fotograf, Janne Haslund
Ølsmagning, Vrå Bryghus
Vin smagning, SPAR Lønstrup
Fest udlejning, Hjørring Telt og Service