Heidi Hodgson: Når ens egen stemme bliver svær at bruge

Af Heidi Hodgson

Lørslev

Jeg har altid været en kvinde med mine egne holdninger. Jeg har aldrig været bange for at mene noget, eller for at sige det højt. Jeg har en stærk ideologisk retning, et moralsæt jeg står fast på, og en tro på, at den offentlige debat kun bliver rigere, når vi alle tør tage del i den med respekt, refleksion og saglighed.

Men det seneste år har jeg opdaget, at det ikke altid er så enkelt at være ”den, der siger sin mening”, når man samtidig er gift med en spirende politiker.

Min mand, Martin Lønborg, stiller op som byrådskandidat i Hjørring. Det er hans drøm, hans mission og hans engagement, der driver ham. Jeg støtter ham naturligvis i hans vision og mission, men min støtte betyder ikke, at jeg deler hans politiske ståsted. Faktisk stemmer jeg hverken på ham eller på det parti, han stiller op for. Jeg hører selv til en helt anden fløj.

Alligevel føler jeg mig til tider fanget i et limbo.

Jeg har ikke fået nogen instrukser fra hverken min mand eller andre. Ingen har sagt, hvad jeg må, skal eller bør mene. Jeg har fuldstændig frie tøjler til at være den, jeg er, og det har jeg altid haft.

Men jeg ved også, hvor sårbar den offentlige debat kan være. Især i valgtider. Et enkelt forkert ord, en skæv formulering eller en skarp holdning kan hurtigt blive misforstået, forvrænget eller brugt som skyts mod en kandidat. Selvom jeg ikke repræsenterer min mand, kan jeg ikke komme udenom, at jeg bliver forbundet med ham.

Det gør, at jeg nogle gange vælger stilheden. Ikke fordi jeg mangler noget at sige – tværtimod – men fordi jeg ikke vil være den, der utilsigtet kaster skygger over hans drøm.

Jeg har flere gange siddet med fingrene over tastaturet, klar til at blande mig i en debat lokalt, nationalt eller internationalt, men har i sidste øjeblik valgt at lade være. Ikke fordi jeg ikke tør, men fordi jeg ved, at mine ord pludselig kan blive læst som hans.

Det er en mærkelig balancegang: at ville støtte og samtidig stå fast på sit eget. At ville være loyal uden at give køb på sin egen integritet.

Jeg er stadig mig. Hende den meningsfulde, debatlystne, værdibårne kvinde, jeg altid har været. Men jeg må indrømme, at det til tider føles som at stå på kanten af en afgrund af usynlighed: at have en holdning, men føle, at den ikke må ses.

Jeg kan ikke forestille mig, at jeg er den eneste pårørende til en politiker, der oplever det her dilemma.
Dét at være tæt på nogen, der stiller op, betyder, at man uvægerligt bliver en del af det politiske maskinrum; også selvom man aldrig selv bad om at være det.

Jeg tror, mange pårørende står i samme situation med at ville støtte, men ikke miste sig selv. At ville være tydelig, men samtidig diskret.

Måske er det netop dét, der er det sværeste: at finde balancen mellem kærlighed og kampgejst, mellem loyalitet og ytringsfrihed.

Jeg ved bare, at jeg stadig har en stemme. Jeg bruger den måske lidt anderledes for tiden, men jeg giver aldrig slip på den.