Hele 67 stk. mariehøns er placeret rundt omkring i Horne. Møder du en på din vej, så tag den gerne op og kig på den, men sæt den ned igen, så den næste, der kommer forbi, også kan få glæde af at hilse på den, lyder opfordringen fra Janne Wiberg Jensen fra Janne & Mortens Private Pasningsordning.
– Vi har gjort det for at sprede lidt smil og hygge i byen, men også som en del af en landsdækkende kampagne om at støtte op om det frie valg. Det valg man som forældre tager, når man skal have sit barn passet, hvad enten det er kommunal eller privat pasning, uddyber Janne Wiberg Jensen.
– Privat pasning er desværre under pres fra regeringen, som ønsker at forringe mulighederne for at have en privat pasningsordning eller institution. Det er noget, vi vil komme til at kunne mærke, især i udkantsbyerne, hvor nu også kommunal dagpleje snart er væk.
– Vuggestue er ikke for alle og dagpleje eller pasningsordninger er ikke for alle. Derfor skal man have muligheden for at vælge det, der passer til sit barn. Derfor siger vi, bevar det frie valg.
– Bag på mariehønerne står der en lille hilsen. Det kan være navnet på et barn herfra, tidligere, nuværende eller kommende barn, et lille kampråb, en sjov hilsen, eller en tegning.
Janne Wiberg Jensen håber derfor, at alle tager godt imod mariehønsene og passer godt på dem. Hvis man har lyst, må man gerne deltage i legen og lægge egne hjemmelavede mariehøns ud til de andre.
– De vil gerne have flere venner, slutter Janne Wiberg Jensen.