Der blev uddelt kys og kram i massevis til Helle Berit Kristensen, da der fredag eftermiddag blev holdt afskedsreception for den populære skoleleder.
Ingen kan være i tvivl om, at Helle har været en dygtig og velanskrevet skoleleder på Tornby Skole, og hun vil blive savnet af såvel børn og forældre som kollegaer.
I sin afskedstale lovede Helle dog ofte at komme forbi skolen – på sin cykel, og hun lovede også – under stor jubel – at fortsætte med at koge bolcher sammen med børnene på skolen. I tiden under Helles ledelse på skolen er der blevet etableret et aktivitetsudvalg, og heri vil hun også fortsat være aktiv, så hun slipper på ingen måde Tornby Skole helt.
Efter i alt 33 års ansættelse i skolesektoren – heraf de 23 år som leder, har Helle valgt at gå på pension, og fremover vil hun bruge en stor del af sin tid på golfsporten, der er hendes store passion. Hun har faktisk fået et lille job som ungdomskoordinator under Dansk Golfunion med henblik på at udbrede interessen for golfsporten blandt unge mennesker. Herudover vil Helle også bruge mere tid på sine store kreative interesser, ligesom de 6 børnebørn nu vil få mere kvalitetstid sammen med hende.
Medlem af aktivitetsudvalget Trine Møller Høyby Sørensen takkede Helle for sin store indsats på Tornby Skole gennem alle årene. Trine bemærkede specielt Helles evne til altid at tage ja-hatten på, ligesom hun så frem til et fortsat godt samarbejde i aktivitetsudvalget.
Mads Juul Andersen er ansat som ny skoleleder på Tornby Skole. Mads har allerede kørt parløb med Helle nogen tid, men kunne ikke deltage i receptionen, da han var ”ramt” af en krydstogtsferie i Caribien.