Den tidligere halinspektør Henning Sigsgaard fra Tornby har i mange år været medlem af og stemt på Lokallisten. Ved sidste valg stemte han imidlertid på Venstre, som i lighed med Lokallisten angiveligt ville støtte og bevare de små lokalsamfund med blandt andet skoler som den i Tornby.
Nu ser den gamle halinspektør så, at de blå vil lukke skoler i de små byer, trods valgløfter om det modsatte. Tornby skole er en af dem der er på listen. Om det bliver den, vides i sagens natur ikke. Lige nu er der 19 børn i vuggestuen og 46 i børnehaven. Det er vist alt det de kan rumme i Børnehuset.
– Lige nu er der 95 børn på Tornby Skole. Til august 2023 er der 85 børn, men fra august 2024 er der 97 børn.
Dertil kommer de børn, der kommer fra andre og større skoler. Der er børn, der mistrives på en stor skole. Derfor vælger de sammen med forældrene en mindre skole, noterer Henning Sigsgaard, som samtidig påpeger, at næsten alle børn fra Tornby kommer i overbygningen på Hirtshals Skole.
– Der er inden for de senere år bygget mange nye huse i Tornby. Der er også flyttet en del til, der har købt et brugt hus. Langt de fleste af tilflytterne er familier med mindre børn, som kræver pasning, skole og fritidstilbud.
Foreningslivet blomstrer, det er nok især de mange medlemmer i Tornby Idrætsforening, men også Beboerforeningen og mange andre foreninger har et rigtig godt og flot medlemstal, fastslår Henning Sigsgaard.
Ligesom Henning Sigsgaard påpeger, at der er planlagt ikke færre end 30 nye boliger i den dynamiske stationsby mellem Hirtshals og Hjørring. Hvis skolen lukker, uden der kommer noget andet i stedet for, kan det hele snart svinde ind til næste ingenting, hvilket ifølge ham ville være synd.