Helmuth Zickerts indsamling til fordel for Kræftens Bekæmpelse har vi allerede omtalt, men det socialdemokratiske byrådsmedlem får heldigvis selskab af rigtig mange fra det nordvestlige Vendsyssel, hvilket blandt andre gælder tidligere halinspektør Henning Sigsgaard i Tornby.
– Vil du støtte en god sag sammen med mig? Jeg samler penge ind til Kræftens Bekæmpelse, og dit bidrag vil gøre en forskel, uanset om du donerer lidt eller meget. Alle beløb er en hjælp, noterer Henning Sigsgaard, hvis indsamling man finder her: Hjælp Hennings fundraising for Kræftens Bekæmpelse.
I Hjørring har lokalforeningen på grund af coronarestriktionerne da også valgt at afholde landsindsamlingen digitalt i lokalområdet. Herfra opfordrer Henriette Bjerre derfor også til, at man opretter sin egen indsamling på www.indsamling.dk eller en fundraising på Facebook.
– De penge, der kommer ind ved landsindsamlingen, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte patienter og pårørende, til forskning og forebyggelse. Overskuddet fordeles med 60 procent til forskning, 19 procent til patientstøtte, 18 procent til forebyggelse og 3 procent til administration, forklarer Henriette Bjerre.
Har man brug for vejledning til fundraising på Facebook, så er man velkommen til at kontakte
kampagneleder Henriette Bjerre på e-mail: henriettebjerre1974@gmail.com og man vil herefter få tilsendt en vejledning og billeder, som kan bruges til formålet.
Man kan desuden også gøre opmærksom på muligheden for at støtte Kræftens Bekæmpelse på lokalforeningens eget MobilePay nummer 175419.
– Vi håber på at gennemføre en fysisk indsamling i 2022, slutter Henriette Bjerre.
Link til tidligere artikel