Det store fremmøde mandag til fejringen af Henriette Roden Münsters 35 års jubilæum hos Bog & Ide i Hirtshals understreger med al tydelighed den popularitet, som jubilaren nyder i Hirtshals.
De helt store smil var fremme i boghandlen i Hjørringgade og gavebordet bugnede, da Henriette tog imod de mange gæster, der lagde vejen forbi i dagens anledning. Et kærligt knus af jubilaren og et glas bobler og lidt sødt til ganen serveret med det sædvanlige imødekommende smil og den glade latter, slog den gode stemning an.
Henriette startede i boghandlen i Hirtshals som 18-årig hos Kurt Jakobsen. Det har været en fantastisk tid – altid spændende opgaver, og man møder nogle dejlige mennesker i butikken hver eneste dag, fortæller Henriette. Derfor har der ikke været grund til at skifte job.
Da Malene Jakobsen for nogle år siden overtog Bog & Ide i Hirtshals fulgte Henriette med, og hun er fortsat med at betjene kunderne i butikken med sin hjælpsomhed og store faglige kompetence. Og, fortæller Malene Jakobsen, jeg regner da bestemt med, at Henriette fortsætter her i butikken mindst 20 år endnu.
I anledning af det flotte jubilæum var der arrangeret et stort 35 kroners bord med mulighed for køb af bl.a. skoletasker og net samt mange andre spændende varer i boghandlen. Endvidere var der mulighed for at gøre en god handel med 35% rabat på køb af Fjällräven.
Bog & Ide fejrer Henriette mandag helt frem til kl. 18.00.
NordsøPosten ønsker Henriette et stort tillykke med det flotte jubilæum og takker for en kompetent rådgivning og en imødekommende og venlig hjælp ved køb af bøger igennem mange år.