Vendsyssel Teater har i de seneste år været i en rivende udvikling og har siden indvielsen af det nye teater i Hjørring formået at opnå en central og anerkendt placering indenfor dansk scenekunst.
Med fokus på ny dansk dramatik har teatret afprøvet fysiske og kunstneriske rammer. Også med klassikere som Hamlet og Romeo og Julie har teatret lavet nyfortolkninger, der har givet genlyd og anerkendelse. Det manifesterede sig og blev belønnet med en Reumert til hhv. Elliott Crosset Hove i 2017 og Lone Rødbroe i 2022 for deres medvirken.
Også i et lettere stormfyldt 2023 har Vendsyssel Teater markeret sig med den nyligt opsatte forestilling Arturo Uis uhindrede vej til magten, hvor Sigrid Johannesen er nomineret til Årets Reumert i kategorien Årets instruktør, mens Frederikke Dalum og Søren Knud Christensen er nomineret i kategorien Årets scenedesign/årets scenograf.
Formanden for Vendsyssel Teater, Henrik Jørgensen, ser Reumert-nomineringer og -priser som nogle blandt flere markeringer, der er en tydelig anerkendelse af, hvordan Vendsyssel Teater i de senere år har skrevet sig ind i en helt ny liga indenfor danske scenekunst. På samme måde er optagelse af Vendsyssel Teater som §5-teater en faglig og national anerkendelse af, at det nordjyske teater kan og vil være med i den tunge ende af dansk scenekunst.
Henrik Jørgensen udtaler i den forbindelse: ”Der bør lyde en stor anerkendelse til den tidligere ledelse af teatret for at få sat rammerne, afprøvet husets kunnen og præsteret et kunstneriske niveau udover det sædvanlige”.
Vendsyssel Teater har de seneste måneder været i vælten på samme måde som en række andre danske teatre, der har svært ved at få publikum tilbage i salene efter corona- og energikriser. Henrik Jørgensen og resten af bestyrelsen for Vendsyssel Teater har derfor brugt ekstraordinært mange kræfter i de seneste måneder på at få lagt sporene til en genopretningsplan, der kan holde Vendsyssel Teater centralt på scenen. Genopretningsplanen ser nu ud til at være godt på vej, og Henrik Jørgensen har derfor i dag meddelt resten af bestyrelsen for Vendsyssel Teater, at han ønsker at stoppe som formand.
Henrik Jørgensen fortæller, at han efter moden overvejelse nu kan gå fra borde som formand og give plads til en ny formand, fordi sporene for de kommende år er lagt godt tilrette for både bestyrelse og ny ledelse på teatret.
Med Henrik Jørgensens ord: ”Der er nye tider på vej, og med nye tider skal der også en ny kaptajn ved roret. Jeg går derfor af som formand med stolthed over, hvad teatret har præsteret i tiden med Lars Sennels som direktør. De skal alle have en stor tak.”
Henrik Jørgensen har også meddelt sin beslutning til Hjørring Kommune, hvor borgmester Søren Smalbro har taget beslutningen til efterretning. Søren Smalbro udtaler: ”Jeg ved, hvor mange timer og hvor meget hjerteblod Henrik har lagt i teatrets udvikling, og for det skal han altså bare have en stor tak.”
Efter Henrik Jørgensens beslutning er taktstokken i bestyrelsen nu hos næstformand Ole Peter Christensen. Ole Peter Christensens reaktion er, at det er ærgerligt, at Henrik har truffet det valg, som han har. Han udtaler også: ”Henrik Jørgensen har en stor ære i det format, som teatret har opnået. Jeg ved, hvor meget det betyder for Henrik, og derfor vil jeg bare udtrykke den største anerkendelse for Henriks indsats. Og takke for makkerskabet i bestyrelsen.”
På den længere bane er det Kulturministeren, der skal udpege en ny formand for Vendsyssel Teater. Søren Smalbro udtaler i den forbindelse, at Hjørring Kommune allerede i dag vil kontakte Slots- og Kulturstyrelsen for at få aftalt den nærmere proces om afklaring af fremtidig formand for bestyrelsen.
Rigtig stor tak og anderkendelse af det storearbejde du har ydet. Resultatet er rent kunstneriske fantastisk. Desværre har Vendsyssel Teater, som alle andre teatre, den seneste årrække haft store problemer grundet coronaen og vores regerings håndtering deraf, hvilket har påført alle teatre store tab.
Jeg er overbevist om at du har forladt et stærkt teater der vil kunne klare sig selv i fremtiden.
Tillykke til Ole Peter Christensen med det nye job.
Prøv lige at komme tilbage til virkeligheden. Både teater og ledelse har været en farce, hvor ingen på den lange bane har været kompetente til at løse de opgaver, de blev givet.
Men ingen af dem har sikkert kvaler, så længe skatteyderne betaler.
“stærkt teater det vil kunne klare sig” – det er vist en stor opgave for en bestyrelse og ledelse .. Helt klart for stor økonomisk byrde for skatte-borgerne i en kommune som Hjørring.
Leif Mandrup
Ja hvis ikke han selv har trådt tilbage var han smidt på porten.
Så mangler vi bare at resten af bestyrelsen gør det samme.
Nye koste fejer bedst ,!
Det var en skam vi ikke nåede at få forestillingen klar, Henrik – jeg tror den bliver et hit der kommer til at gå verden rundt.