Kasper Brix, som sammen med sin bror Jonas Brix og andre gode kræfter har skabt og driver North Shore Surf samt HAVS, inviterede i dag lokale Henrik Taagaard, som er kommende byrådskandidat for Socialdemokratiet, til en gåtur og en snak omkring visioner og drømme for Løkken.
Kasper Brix havde håbet på, at de kunne gå på juleferie med en afklaring omkring molelejet, men de må vente til januar, før en beslutning omkring cafeén tikker ind fra Hjørring Kommune. Det er ikke kun udfaldet om, hvem der skal drive caféen, som mangler afgørelse, idet der også udestår en endelig plan for, hvordan de øvrige lokaler skal fordeles og anvendes i samarbejde mellem flere aktører.
Caféen er i fuld gang med at blive opført, præcis samme sted som North Shore Surf drev en mindre café i 10 år.
– Jeg er stolt af det, vi formåede at gøre med de forhold, vi nu engang havde, og vi håber, vi får chancen for at fortsætte rejsen og skabe endnu bedre rammer for alle, der besøger Løkken, og for borgerne, der er bosat eller ønsker at bosætte sig i kommunen, lyder det fra Kasper Brix, som har store drømme for, hvordan man i fremtiden skal samarbejde om de forbedrede rammer i Løkken.
For eksempel ser Kasper Brix en unik mulighed for, at skoler, foreninger, klubber og andre institutioner kan bruge stedet som formidlingslokale, med fokus på havet, naturen, miljøet og klimaet, hvor undervisning i praksis kan ske i samarbejde med organisationer og frivillige. Det er ifølge ham også vigtigt, at børn og unge lærer at respektere havet, og at de får vejledning i vand og vejrforhold, og hvordan de skal agere i forskellige situationer. En anden stor drøm for Kasper Brix er også at surfing kommer på skoleskemaet.
– Udover at børnene, uanset om de går i folkeskole eller specialskole, har rigtig godt af at komme ud i naturen, bevæge sig og være sammen på en helt speciel måde, så vil vi blive mere attraktiv som lokalsamfund og som kommune, forklarer Kasper Brix.
Henrik Taagaard er som alle andre lokale spændt på udfaldet af udbudsrunden, men kan ikke lade være med at se et stort perspektiv i de drømme og visioner, der fremføres af Kasper Brix.
– Jeg kan se rigtig mange gode ting i forhold til Løkken Moleleje i et socialt perspektiv og i et bosætningsperspektiv, udover at vores turister også får bedre forhold. Jeg har fuld respekt for processen omkring udbuddet og lige meget, hvem der vinder det, vil jeg være med til at skabe et rigtig godt samarbejde på kryds og tværs af foreninger, virksomheder og kommunen, til gavn for kommunens borgere siger Henrik Taagaard.
– Muligheden for at surfe i idræt og modtage undervisning udenfor klasseværelset på en helt anderledes måde kan sammen med en række øvrige tiltag få børnefamilier til at vælge vores kommune til, slutter den socialdemokratiske byrådskandidat.
Fedt nok med store sociale mødesteder, men det er lige så vigtigt med de små stemningsfulde åndehuller som HAVS skabte.
Kasper og Jonas har skabt en unik kultur omkring den før så kedelige cafe, og det har trukket unge sportsfolk til byen foruden alle vi andre der har nydt den gode stemning i moleomgivelserne.
Vi er mange der nyder godt af de saunaer, de har sat op til brug for rimelige penge, og jeg møder kun folk, der er opsat på at brødrene brix får lov til at fortsætte. Andet er helt ulogisk.
Det levende miljø omkring Northshoresurf og Surf caféen inspirerede os fra dag ét og har været afgørende for, at vi valgte at flytte familien til Løkken.