Prioriteringerne i årets finanslov bærer ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) præg af, at Danmark fortsat befinder sig i en coronakrise.
Regeringen har sammen med dens støttepartier nu lagt planen for, hvordan statskassens indhold skal spenderes i 2021.
Langt størstedelen er givet på forhånd i form af faste udgifter til for eksempel sundhedsvæsnet. Men partierne er nu blevet enige om, at milliarderne i den såkaldte forhandlingsreserve skal gå til blandt andet at:
- Hæve håndværkerfradraget.
- Give skattefritagelse af gavekort til oplevelser.
- Rense landets generationsforureninger.
- Skrotte besparelser i DR.
- Tilbyde gratis psykologhjælp til unge under 25 år med angst og depression.
TV 2 samler i artiklen her et overblik over tiltagene i den samlede aftale, som finansminister Nicolai Wammen (S) kalder en “corona-finanslov”:
– Vi står i år i en helt særligt position, når vi skal lave finanslov. Det er i coronaens tegn, at vi skal træffe beslutninger. Det handler om at få Danmark mest trygt igennem krisen, siger finansminister Nicolai Wammen (S).
Finansloven viser, hvad Danmark skal bruge pengene på næste år
HVAD ER EN FINANSLOV?
- Finansloven viser, hvad Danmark skal bruge pengene på næste år.
- Finansloven bliver kaldt statens husholdningsbudget.
- Det er med finansloven, det besluttes, hvor mange penge der eksempelvis skal gå til skoler, forsvar og hospitaler.
- Finansloven er den mest omfattende af alle love. En almindelig lov fylder typisk 20-30 sider, mens finansloven fylder cirka 500 sider, og hertil kommer cirka 2500 sider med bemærkninger.
- Selve afstemningen om finansloven i Folketingssalen betragtes som en slags tillidsafstemning i forhold til regeringen. Hvis regeringen ikke får vedtaget sin finanslov, må den gå af eller udskrive valg.
- Finansloven er kun blevet forkastet to gange, nemlig i 1929 og i 1983.
Skattefradrag på oplevelser
Aftaleparterne vil støtte oplevelsesøkonomien, herunder restauranter og hoteller med videre, med 750 millioner kroner.
Det gælder for eksempel skattefritagelse af arbejdsgiverbetalte gavekort.
– Det er en af de måder, vi kan være med til at hjælpe oplevelsesøkonomien. Det kan udbetalingen af feriepenge også, siger finansministeren med henvisning til, at det forleden blev besluttet, at de resterende to ugers indefrosne feriepenge kan udbetales til marts.
Udover skattefritagelsen afsættes der 250 millioner kroner i 2021 til at støtte oplevelsesindustrien med aktiviteter målrettet udsatte og sårbare borgere.
Hvordan det konkret skal udspille sig er ikke udpenslet i loven. Her fremgår det i stedet, at den “konkrete udmøntning skal aftales med KL efter dialog med aftalepartierne”.
Højere håndværkerfradrag
Regeringen lagde allerede i starten af november op til næsten af tredoble håndværkerfradraget.
Her lød det, at både loftet for serviceydelser og loftet for håndværksydelser skulle hæves til 25.000 kroner.
Boligjobordningen giver i dag sammenlagt 18.700 kroner i skattefradrag fordelt på henholdsvis service- og håndværkerydelser. Dét tal stiger altså nu til sammenlagt 50.000, og skatteværdien af fradraget øges desuden til cirka 35 procent for serviceydelser.
Det højere fradrag, som regeringen og dens støttepartier nu har vedtaget, er ikke den første indirekte håndsrækning, branchen har fået under coronakrisen.
En rundspørge lavet af Megafon i starten af oktober viste nemlig, at 44 procent af danskerne havde i sinde at bruge udbetalingen af tre ugers indefrosne feriepenge på boligforbedringer.
Landet over meldte håndværkere dengang om propfyldte ordrebøger og lang ventetid.
Generationsforureningerne
Pengene til oprensning af generationsforureninger har længe fyldt meget hos SF, som sågar tog turen til forureningernes knudepunkt, Høfde 42 i det vestjyske, for at præsentere det som hovedkrav til finansloven.
I 1950’erne og 60’erne deponerede kemikalievirksomheden Cheminova spildevand og giftigt affald på den vestjyske kyststrækning, som i dag udgør én af de i alt ti generationsforureninger.
– De står som sorte skampletter på danmarkskortet. Mange har snakket om dem, men ingen har gjort noget. Nu går vi i gang. Det her er starten på et helt nyt eventyr, siger Pia Olsen Dyhr (SF) og tilføjer:
– Det er godt for borgerne, miljøet, naturen og fremtidens arbejdspladser.
“Corona-finanslov”
Forud for søndagens præsentation har aftaleparterne præsenteret en række delaftaler.
Blandt andet løftede de lørdag sløret for en velfærdsaftale, hvor der var penge at hente til både uddannelsesområdet, flere ansatte i ældreplejen og minimumsnormeringer.
Men coronakrisen har tæret på økonomien. Derfor blev langt fra alle ønsker til velfærdsaftalen opfyldt, lod finansministeren lørdag forstå.
Samme melding lyder der søndag om den samlede “corona-finanslov”, som Wammen kalder den.
Udramatisk forløb
TV 2s politiske analytiker, Hans Redder, hæfter sig ved, at forhandlingerne i år har båret præg af et ”nærmest historisk udramatisk forløb”.
Det er ellers efterhånden sjældent i finanslovssammenhæng, påpeger han, blandt andet med henvisning til sidste år, hvor Det Radikale Venstre insisterede på indrømmelser på udlændingeområdet, og der var reel frygt for et sammenbrud.
– Det virker simpelthen, som om man i år har fundet hinanden, og at man fra regeringens side har været villig til indrømmelser til støttepartierne, siger Hans Redder.
Kilde: TV2 Nord i samarbedje med TV2.