Den lange mand med det lyse hår sad der bagest i salen, i halvmørket, og nød kaffen og det, han oplevede på scenen. Efter det første prøvenummer lød det fra mørket; ja! efter det andet endnu et ja! og efter det tredje prøvenummer lød det: Wauw!
Manden i mørket er Ib Grønbech, og anledningen var presseforestilling og præsentation af Vendsyssel Teaters første egenproduktion i det nye teater år: Men her går det godt – Ib Grønbech Teaterkoncert.
Vi fik serveret tre prøvenumre, og Ib Grønbech er tydeligvis meget tilfreds og glad for situationen. Han er i øvrigt ikke selv på nogen måde med i forestillingen. Det handler bare, hvis man kan bruge udtrykket i denne anledning, om vendelboens univers fyldt af tanker nedfældet i tekster og musik.
Han er både glad for og stolt af at få denne velfortjente opmærksomhed – hæder og hyldest – efter mange år som kunstner, musiker, sanger og sangskriver til mange andre danske kunstnere.
NordsøPosten bider sig lidt fast og vender tilbage til denne forestilling og hovedpersonen, som altså ikke er på scenen i teaterkoncerten på Vendsyssel Teater.
På scenen er til gengæld dette stærke hold:
Anders Jul Fristrup Andersen
Lotte Munk
Martin Ivan
Hanne Laursen
Robin Haslund Buch
Musikere:
Ole Albrechtsen
Carsten Landors
Tom Bilde
Instruktør:
Rolf Heim
Scenografer:
Rolf Heim
Anders Budolf Andersen
Musikalsk ledelse:
Niels Søren Hansen
Lyddesigner:
Kasper Neergård
Lysdesigner:
Anders B. Andersen
Koreograf:
Peter Friis
Tekster:
Ib Grønbech
Officielle foto:
Tao Lytzen
Billetter køber hos Vendsyssel Teater og på hjemmesiden.
Vendsyssel Teater beskriver selv forestillingen:
Vi begynder teatersæsonen med en god portion nordjysk humor og sange, som mange vendelboere kan synge med på. Det sætter rammen om en underholdende og poetisk teaterkoncert, der med skuespil og livemusik fører publikum rundt i Ib Grønbechs sangkatalog.
Gennem sin 40 år lange karriere har multikunstnerens musik og anekdoter utvivlsomt fundet vej ind i mange danskeres øregange. Fan eller ej: Ib Grønbech er svær at komme udenom — i hvert fald, når man er vokset op nord for Limfjorden.
Forestillingen iscenesættes af teatrets direktør Rolf Heim, der i kraft af sin instruktørkarriere står bag en lang række prisvindende teaterkoncerter med afsæt i nogle af de største internationale musikikoner. På scenen kan du opleve både nye ansigter, men også lokale skuespillere og musikere.
MEN HER GÅR DET GODT forener Grønbechs musikalske univers, humor og lune med teaterrummets magi – mens der bag komikken også lurer stof til eftertanke. Gør dig klar til en fortælling om Vendsyssels skæve eksistenser, finurlige påfund og en underholdende aften fyldt med livemusik.
Teaterkoncerten tager udgangspunkt i Ib Grønbechs sangtekster. Ib Grønbech er ikke selv med på scenen, men publikum vil opleve skuespillere og musikere fortolke Ib Grønbechs musikalske univers.
NordsøPostens udsendte til pressedagen er ganske vist måske farvet i positiv retning efter mange års glæde ved Ib Grønbechs univers. Alligevel: Det tegner rigtig spændende, denne teater-koncert med dygtige kræfter på, under og ved siden af scenen – og så med den lange mand i mørkets sange og tekster, der fortæller så mange sjove og tankevækkende historier.
Skulle en eller anden have glemt det: wauw kommer fra engelsk og bruges for at udtrykke begejstring, positiv overraskelse og så videre.
NordsøPostens smagsprøver fra prøveforestillingen: