Hornestierne er et projekt, som er tænkt og udført af andre end den nuværende bestyrelse hos Horne Beboerforening.
Det ændrer ifølge formanden Kristian Holme Andersen bestemt ikke ved, at det er et helt utrolig godt initiativ, som sikrer, at flest muligt har gavn af den uovertrufne natur, som lokalsamfundet er omgivet af i og omkring Horne
I bestyrelsen har de erfaret, at med skatermiljøet og deraf medfølgende forældre, samt deres bålhytte med shelter, ville det være godt, at man fra Hjørnet kunne finde ud til Hornestierne.
På stierne er der dog flere steder, hvor det kræver lokalkendskab at vide, hvor stien faktisk løber. Derfor har Ulla R. Nielsen og Eliza Bjerregaard Duncan nedsat et underudvalg. Det viste sig minsandten, at Hjørring Kommune har en såkaldt Sti Task Force, som faktisk også har penge på kontoen.
– Vi har derfor fået 20.000 kr til infoskilt på Hjørnet, samt pile og skilte til placering rundt på stien, og ikke mindst opsætning, fortæller beboerforneingens formand.
Med i projektet er også, at stien kommer på kommunens oversigt over gode stier, som kan ses på det kommunale Friluftskort. Ligesom stien kommer på www.udinaturen.dk.
Alt sammen kan kun understøtte, at endnu flere får mulighed for at få øje på de store naturkvaliteter der også findes i og omkring Horne.