John Kongerslev var denne søndag i sin egenskab af bestyrelsesformand i Byforum inviteret til at tale ved Fyrmødet 2023.
Helt oplagt indledte John Kongerslev, efter en velkomst ved Rikke Tornby Seidler, med at redegøre for sin tilknytning til havnebyen Hirtshals, hvilket faktisk førte tilhørerne tilbage til hans oldefar Jens Chr. Kongerslev.
Dermed fik vi også historien om den her på egnen berømte Hirtshals Pram, som nemlig var konstrueret af lige præcis bådebyggeren Jens Chr. Kongerslev, som ifølge oldebarnet John Kongerslev også blev kaldt Konge Jens.
John Kongerslev selv er født 1947 i Fiskergade og er derfor vokset op i Vestbyen, hvor bedsteforældrene boede på Kystvejen. Derfor er hans barndom i høj grad blevet brugt med leg ved Kanalen og på det nuværende Leret.
Efter en karriere med uddannelse hos den navnkundige herreekviperingshandler og borgmester Jacob Olesen gik det slag i slag over aftjening af værnepligt til arbejde med fiskeforædling over uddannelse til registreret revisor og arbejde med markedsføring af facadeprodukter i Skandinavien, før John Kongerslev altså nu som overordentlig aktiv pensionist sidder som bestyreslesformand i Byforum.
Forinden havde pensionisten imidlertid været præsident i Hirtshals Rotary Klub fra 2014 til 2015. Det var i den egenskab, at han fik foranlediget en statusanalyse af havnebyen Hirtshals. Det arbejde fik han og Rotary i 2015 præsenteret for blandt andre daværende borgmester Arne Boelt, hvilket nok også blev starteskuddet til stiftelsesgruppen for Byforum i 2017. Sidenhen har han altså siddet som såkaldt bykoordinator og bestyrelsesformand.
Eller siddet og siddet er måske et forkert udtryk, idet John Kongerslev og bestyrelsen i hvert fald ikke har ligget på den lade side i Byforum. Siden etableringen i 2017 har Byforum nemlig skrabet ikke mindre end 5 millioner kroner sammen til en efterhånden meget lang række af prisværdige projekter, som på søndagens Fyrmøde blev listet op og udfoldet af John Kongerslev.
Det drejer sig blandt andet om Hirtshals Bænken, tegnet af Rainer Daumiller i 2019, Solnedgangspladsen i 2020, Havudsigten på Leret i 2021 og etableringen af det frivillige korps af Fortovsmatroser, samt det fortløbende samarbejde med blandt andre Hirtshals Handel & Erhverv, Hirtshals Turisme og Hjørring Kommune. Dertil kommer det endnu ikke afsluttede arbejde med Udsigtsstien og Ringstien hele vejen rundt om byen og svajepælen på Hirtshals Havn.
Endelig er der også den såkaldte Caminoskulptur, hvis planlagte opstilling på Leret gav store dønninger af debat, fordi den muligvis ville medføre flytning af skulpturen Fowli, som er lavet af billedhugger Anders Friis. Derfor er Byforum lige nu i tænkeboks sammen med Hjørring Kommunes Kunstudvalg.
Alt dette og en hel del mere lykkedes det en veloplagt John Kongerslev at få præsenteret for de fremmødte tilhørere i Madpakkerummet ved Hirtshals Fyr.
Afslutningsvis blev der spurgt ind til Byforums holdning til European Energys planer om at opføre 33 kystnære havvindmøller mellem Hirtshals og Lønstrup.
Den sag havde John Kongerslev personligt en kritisk holdning til, men bestyrelsen vil først på et kommende møde afklare en eventuel indstilling fra Byforum.
John Kongerslev sluttede af med at opfordre flere til at støtte op og melde sig ind i Byforum. Det koster kun 200 kroner om året.
Herligt med en sådan tour de force igennem arbejdet og projekterne hos Byforum Hirtshals.
Foto: Niels Skipper.
Endnu et flot arrangement, som jeg desvære gik glip af. Satser på næste år. Mange hilsener til alle.