Hvis man lige ser bort fra Sømands Hotellet på Havnegade, som det konservative byrådsmedlem Mette Jensen i dag sætter spot på med et vredt debatindlæg, så skete der lørdag rigtig meget på flere fronter i Hirtshals.
Hirtshals Handel & Erhverv havde inviteret til både dragefestival og børnekræmmermarked På Den Grønne Plads. I Nørregade var der åbent hos havnebyens nye fiskehandel i Kødboxen ved siden af den nye Restaurant Moments.
Udenfor på Nørregade havde Jette Solborg Larsen parkeret en flot veteranbil med en trailer på jydekrogen, hvorpå der stod et fint hus, som hun var i gang med at pynte med henblik på at reklamere for Børnehuset Hawfruen på Vestergade.
Endelig var der som tidligere omtalt også gang i fiskekonkurrencen hos Jysk Småbådsfiskeklub, hvor der klokken 17 var indvejning efter fiskeriet i det ikke fuldstændigt flade farvand ud for Hirtshals Havn. Vejrguderne havde vist ikke været helt ordholdende.
Flere af småbådene havde imidlertid søgt så langt ud og væk fra det nordvestlige Vendsyssel, at de faktisk både havde fundet noget nær havblik og solskin under en blå himmel over Skagerrak. Fine fisk var der også blevet fanget.
Foto: Niels Skipper.
Link til relateret artikel


