Sidste år blev den planlagte dragefestival aflyst på grund af al for hård blæst og elendigt vejr, men denne lørdag var vindforholdene noget nær perfekte til arrangementet, som blev afholdt fra klokken 10 til 13 på Den Grønne Plads i Hirtshals. Ganske vist var handelschef Per Martensen fra start lidt bekymret for fremmødet, men efter en livevideo på NordsøPosten stimlede børn og voksne sammen på pladsen foran Restaurant Lilleheden.
Mens to garvede folk stod klar til at hjælpe med dragebyggeriet indenfor i Hirtshals Handel & Erhvervs vogn, hvor genbrugsmaterialerne var gratis, stod Malene Jakobsen udenfor klar med salg af færdige drager fra Bog & idé, hvis man ikke lige havde mod på selv at bygge, men bare hurtigt ville forsøge sig med flyvning på på Den Grønne Plads eller Husmoderstranden. Boghandleren stillede nemlig op med at stort udvalg af de flyvske væsner.
Arrangørerne af den gratis dragefestival var Hirtshals Handel & Erhverv i samarbejde med Hotel Hirtshals og REMA 1000.