Under Tårsdagene var de klassiske V8-biler endnu en gang at finde på Bypladsen i Tårs. Selvom der kom færre biler end sidste år, blev stemningen til gengæld ekstra hyggelig, og mange flere lagde vejen forbi for at kigge på de flotte køretøjer.
Niels Worup havde arrangeret en fælles tur gennem byen, hvor bilerne i samlet flok blev vist frem. Denne gang kørte de en alternativ rute, da det var svært at komme forbi Butikstorvet. Det forhindrede dog ikke, at både deltagere og publikum fik en god oplevelse.
Flere af de fremmødte gav udtryk for, at de gerne ser arrangementet gentaget næste år – og det er arrangørerne helt med på. Derudover blev der luftet en spændende idé om faste veterandage hver søndag kl. 13, eventuelt med forskellige temaer og modeldage. Jeg arbejder videre på sagen, fortæller Niels Worup.
Der er altså gode chancer for, at Tårs også fremover vil summe af motorlyde og bilglæde på byens pladser.
Foto: Helle Bergmann Knickrehm Lodberg.


