Fra Leret ved Hirtshals kunne lokale og turister lørdag formiddag iagttage en større røgsøjle rejse sig over Jammerbugt og blæse ind mod kysten ved Lønstrup.
– Vi fik en melding om, at der var noget røg fem kilometer uden for Hirtshals, som vi selvfølgelig reagerede på. Samtidig fik vi bekræftet fra en anden kutter, at de kunne se, at skibet brændte, oplyser Jens Hansen, der er vagthavende ved Forsvarets Operationscenter.
Ifølge Morten Søttrup Thomsen, der var på stedet samtidig med redningsfartøjet FRB 14, var den eneste ombordværende på den udbrændte HG 128 Piella, som forårsagede røgsøjlen, blevet reddet og på vej mod Hirtshals Havn.
Det kan netavisen bekræfte, idet den forulykkede fisker klokken 11.50 selv kunne gå i land fra FRB 14 ved Hirtshals Redningsstation. Forinden havde han tilbragt noget tid i redningsflåden tæt ved sit havarerede og brændende fartøj.
Redningsfolkene skal angiveligt hurtigt afsted igen til det udbrændte fartøj for blandt andet at afgive nøjagtig position til myndighederne. Ligesom de bliver ved fartøjet, indtil det sandsynligvis synker.