Af Mikael Justesen
Jeg kan se på Twitter og i andre skraldespande, at nu er det for galt. TV2 bruger en hel dag på at dække Royal Run og hvorfor det og kunne kronprinsen ikke finde på noget andet at lave….
1: nej, det er genialt
2: fordi det er helt unikt, at vores kongehus bruger deres uformelle men kolossale indflydelse på noget så folkeligt og fornuftigt
3: så hvis det ikke er en god dag på jobbet for kronprinsen og familien og TV2 at samle Danmark til en sådan begivenhed, så ved jeg ikke hvad vi ellers skal forlange af dem.
Jeg er ikke selv løber (kunne være jeg skulle prøve) men man skal være en ualmindeligt sur, blind høne for at overse at dette initiativ er vigtigt for vores fællesskab.
Det giver mening at have en førstefamilie som inspirerer næsten 100.000 mennesker til at samles om motion og samvær. En førstefamilie, der ikke bare hepper fra tilskuerpladserne men drøner rundt i hele landet og er med fra først til sidst. Mens de High Five’r sig gennem menneskehavet. Og hepper de sidste i mål.
Kæmpe High Five til kronprinsen og hans familie. Et moderne kongehus, der er umuligt selv for en tidligere småskeptiker ikke at beundre.
Mikael Justesen er direktør ved TV2 Nord.