Af Saliha Marie Fetteh
Cand.mag. moderne mellemøststudier
Lektor og forfatter
Som til(bage)flytter til Hirtshals tænker jeg ofte på, at byen er andet end et blændende blågrønt nordlys, billedskønne solnedgange, der med naturens pensler farver himlen orangerød og pink, og en kraftig vestenvind, som ugenert slæber sand med sig, hvor end den kommer frem.
Havet ligger, hvor det altid har ligget, og de skrigende måger er lige så fede som for 50 år siden. Havgusen kryber stadigvæk ind over byen som en stille ånd, der vækker minder om barndommens halvfugtige dyner og lyden af tågehornet i det fjerne. Stanken fra fiskefabrikkerne er derimod blevet sjælden, hvilket nok ikke generer nogen. Havnen er ikke som i gamle dage, men i gamle dage sagde byens ældre såmænd det samme. Så hvornår var gamle dage?
Ikke alt er perfekt i Hirtshals, hvilket det som bekendt aldrig har været. Imidlertid har jeg bemærket den udvikling, der har præget byen. Kroen ligger, hvor den også lå, da jeg var barn. Dog sidder der ikke så mange tørstige sjæle derinde som tidligere. Blændende ”bawærk” fås i Hjørringgade, mens lune fiskefrikadeller indtages andre steder. Hummus fås i Brugsen, ostemanden i Nørregade har nærmest kendisstatus, og byen har foruden tre ”Kina-griller” fået to pizzeriaer. Hvor meget pizzaerne har med italiensk pizza at gøre, vil jeg lade være usagt.
Kunst og kultur har også indtaget Hirtshals. Opera, et naturmøde, en vinter- og en fiskefestival, en revy, veterantræf, musik under betontrappen osv. En Mikkel moleræv kan vi også prale af foruden at hele to klumpfisk svømmer rundt i Nordsøcenterets store akvarium, hvorfra de nysgerrigt betragter centerets besøgende, og sangerne ved byens årlige operafestival. Og hvor mange byer kan prale af at have mænd, der frivilligt hopper i havnen for at slå katten af tønden i forbindelse med fastelavn?
Et netværk er ikke noget, der i selskab med vestenvinden er kommet flyvende ind ad min hoveddør, når jeg åbnede den. Det måtte jeg selv ud at finde. Og man skulle da være et skarn, hvis ikke man kan finde på noget at foretage sig i byen, som kan bryste sig af et mangfoldigt foreningsliv samt gode cafeer og restauranter. Alt dette foruden et velassorteret bibliotek og et fint lokalhistorisk arkiv, som behager såvel bogorme som historienørder.
Det gamle fyr står stadigvæk og betragter Hirtshals sådan lidt ovenfra. Stilmæssigt er byens huse – og et ensomt højhus – ikke ligefrem elegante, men en broget skare bestående af hjemstavnskærlige besindige fiskere og fuskere, pottemagere og pensionister, surfere og sejlere, kunstnere og kassedamer lever her side om side med vinterbadere og volontører. Og så er der dem, der får sig en snak på ”bænki”, hvis den da ikke er optaget af solskinsslikkende turister. For dem skal her også være plads til sammen med vandrerne, som nu kan gå over Skibsbyggerbroen, der lyser så smukt i mørket.
Ved Hirtshals Havn strækker fire vindmøller deres lange arme mod himlen i en evig runddans med vinden. Jeg fristes til at sammenligne dem med gigantiske solsikker, der har kastet deres kærlighed på vinden i stedet for på solen. Som stiliserede træer står de og forbinder det jordiske med det luftige – en bro mellem menneskets opfindsomhed og naturens uendelige kraft.
Havet, når det viser tænder, og bølgernes blide skvulpen en forårsdag, hvisker deres egne historier, hvis jeg lytter godt efter. Og vi forstår hinanden ”haw’we å mæ”. Kun få ting er som før, men der pyntes stadigvæk til jul i Hirtshals, hvor selv vinden er tidligt i julestemning.
Glædelig jul og godt nytår.
Link til relaterede artikler
Forfatter Saliha Marie Fetteh skal redigere hjemmeside hos Lokalhistorisk Forening