Træneren for Hirtshals Boldklubs førstehold i serie 2 Jesper Ladefoged forudså inden tirsdag aftens kamp et vanskeligt lokalopgør mod SHI, og det kom absolut til at holde stik.
Allerede i kampens 5. minut bragte SHI sig foran 1-0 i en situation, hvor forsvarsspillerne fra Hirtshals ikke så for heldige ud. Hirtshals kom dog stærkt tilbage i kampen og overtog spillet, hvilket resulterede i to hurtige scoringer i det 20. og 22. minut ved Simon Svendsen og Nicolai B. Pedersen. Resten af halvlegen foregik spillet på Hirtshals-spillernes præmisser, men den stride vind gjorde det vanskeligt at kontrollere bolden, og føringen 2-1 holdt sig til pausen.
I 2. halvleg satte SHI sig på hele spillet fra start, og Hirtshals måtte kæmpe virkelig hårdt i modvinden for at holde modstanderne fra scoring. Det blev ikke nemmere, da holdets målmand Frederik Gundersen med en panikreaktion tog bolden med hænderne uden for feltet i en situation, hvor han blot skulle have sparket den væk. Mens han afsonede den efterfølgende 10 minutters udvisning, vikarierede Mikkel Berendt fornemt i målet, og trods adskillige farlige hjørnespark og et stolpeskud lykkedes det med nød og næppe at holde SHI fra scoringer under udvisningen.
Selv om SHI fastholdt et hårdt pres halvlegen igennem, havde Hirtshals flere hurtige kontraangreb og burde have scoret et par gange i modvinden. Man skulle imidlertid helt hen i kampens overtid, førend den forløsende scoring til 3-1 blev sat ind af kampens spiller Nicolai B. Pedersen.
Det lykkedes dog SHI at reducere i kampens allersidste sekunder til slutresultatet 3-2. Nogen prangende kamp blev det aldrig i den hårde vind, men stor ros til Hirtshals-holdet for en ihærdig fight. Det kendetegner også netop et tophold, at man kan sejre på en dag, hvor spillet aldrig rigtig kom til at flyde.
Med aftenens sejr fortsætter Hirtshals efterårssæsonens sejrstime og fører rækken suverænt med maksimumpoints efter 6 spillede kampe. Næste kamp spilles allerede fredag aften kl. 18.00 på udebane mod HI på Hjørring IF’s anlæg.