Hirtshals Boldklub snuppede alle 3 point i et intenst lokalopgør i serie 2 mod Tornby IF på Schlie Arena lørdag eftermiddag.
Begge hold gik klart efter sejren og spillet bølgede i starten frem og tilbage. Den første store målchance tilfaldt Tornby efter et kvarters spil med et hovedstød på overliggeren. Efter 23 minutter nedlagde Tornbys målmand Lasse Kjær på klodset vis Malthe Samuel i feltet. Det efterfølgende straffespark omsatte Martin Eriksen sikkert til mål.
Da der var spillet ca. 40 minutter af første halvleg tog Tornbys Jonas Olesen chancen med et langskud, og bolden strøg i mål ude ved den ene stolpe til halvlegsresultatet 1-1.
Efter pausen foregik meget af spillet midt på banen uden de store målchancer. I det 73. minut fik Hirtshals tildelt et frispark i højre side af banen. Oscar Jensen sendte et præcist spark ind i panden på Kim Bærentsen, der flot snittede bolden i mål til 2-1.
Tornby formåede ikke at svare tilbage på den scoring. Selv om der kom lidt tænding på opgøret til slut med 2 gule kort – et til hvert hold – blev der ikke scoret yderlig, og de tre points forblev i Hirtshals.
Holdene byttede dermed plads i tabellen, hvor Hirtshals nu indtager fjerdepladsen, mens Tornby ligger nr. 5.
Link til tidligere artikel