Siden vores første artikel om Hirtshals Brew House, er der løbet meget vand i havnen her i det nordvestlige Vendsyssel. Ligesom en trist nyhed har bidraget til en kursændring hos folkene bag det planlagte mikrobryggeri.
Oprindeligt var de fire, men siden den første artikel er en af de bærende kræfter bogstavelig talt faldet bort, hvilket af gode grunde har afstedkommet sorg og en anledning til at genoverveje hele konceptet og ikke mindst tidsplanen bag Hirtshals Brew House.
Dengang var planen blandt andet hurtigt at få et mikrobryggeri stablet på benene i de på det tidspunkt lejede lokaler, der var ejet af Søren Toft Sørensen, som i et kvart århundrede har drevet virksomheden Beva og haft et par ejendomme på Nordvestmolevej.
Samtidig med det chokerende bortfald af vennen og kompagnonen fik de tilbageværende tre musketerer bag projektet et tilbud om ikke bare at leje af Søren Toft Sørensen, men simpelthen at købe ejendommen, hvor de allerede var i gang med forberedelserne til Hirtshals Brew House.

Planen om at knokle igennem med henblik på hurtigt at få realiseret det første step i forretningsmodellen blev derfor i al hast brainstormet og købet af ejendommen realiseret. I stedet for en hastig indretning af lokalerne blev det nu besluttet at gå langt grundigere til værks og at rykke rundt på aspekter af planen.
En åbning midt i højsæsonen i år blev konsekvent skrinlagt, da det trods alt er noget andet at være ejer end at være lejer. Planen er nu i første ombæring at etablere og åbne en rustik beværtning, hvis hele indretning flugter med kulturen og miljøet på havnen, ved navn Hirtshals Brew Pub.
– Det bliver en pub med 8 tapper, hvoraf to bliver med eget øl, en pilsner og en IPA, fire med øl fra andre små bryggerier i Vendsyssel og to reserveret til hjemmebryggere, hvor vi naturligvis forinden kvalitetssikrer deres produkter, fortæller Allan Hyttel Olsen.
– Vi tror nu på, at vi åbner sidste weekend i oktober med plads til 30 gæster og en aften om ugen, hvor en lille scene står til fri afbenyttelse for lokale musikere, tilføjer Allan Hyttel Olsen, som er blevet overrasket over mængden af papirarbejde, når man vil starte virksomhed i Danmark.

Der bliver udtrykkeligt ikke tale om at drive restaurant, men iværksætterne bag fastholder tanken om at lave streetfood i gården nord for bygningen med vendsysselske bidragydere. Ligesom tanken er at åbne Hirtshals Cream Ice med salg af hjemmelavet is og selvfølgelig igen kun fra Vendsyssel.
Endelig er det også planen fortsat at åbne Hirtshals Brew Shop. Hvor pubben får terrasse ud mod Vestmolevej og udsigt over Skagerrak, vil butikken have facade ud mod Nordvestkajen. Her vil hjemmebryggere kunne købe alt fornødent til deres eget øl.
Allan Hyttel Olsen, som i øvrigt glæder sig over den store støtte fra praktisk taget alle lokale, løfter nu endelig også sløret for, at de to tilbageblevne medsammensvorne iværksættere er Anders Haagensen og Callum Rutherford fra New Zealand.
Under netavisens første besøg fik vi for resten smagt bryggerens pragtfulde IPA. Denne gang var han klar med en ligeledes friskbrygget og sval pilsner, der bestemt også er godkendt.


